Overnatning

I Danmark kan du som udgangspunkt altid campere i din autocamper på landets campingpladser, hvoraf mange har indrettet særlige faciliteter til autocamperne. Du må endvidere køre ind på en rasteplads for at hvile dig, men du må ikke slå telt, fortelt eller lignende op, da det så bliver opfattet som camping. Flere rastepladser har også faciliteter, så du kan tømme spildevand og få påfyldt vand. Medmindre lokale politivedtægter forbyder andet, må du også køre ind på offentlige parkeringspladser for at parkere og hvile. Hvis det er forbudt, vil det fremgå af skiltningen ved pladsen. I en del byer og havne landet over indretter man om sommeren særlige områder til autocampere, hvor du kan parkere din camper, mens du er turist i dagtimerne og sover i vognen om natten mod en mindre betaling. Spørg det lokale turistbureau, om der findes en sådan plads i den by, du er kommet til. Endvidere er der mange landmænd, der i begrænset omfang tilbyder plads til autocampere på deres ejendom ("bondegårdscamping").

Se steder med bondegårdscamping og autocamperpladser i byer og havne på www.stellplatz-danmark.dk
Se særlige autocamperpladser i Danmark på www.camper-parkering.dk
Se steder med bondegårdscamping på www.bondegaardsferie.dk

Autocampere på klassificerede campingpladser

Alle danske campingpladser med to eller flere stjerner, hvilket svarer til ca. 90% af de klassificerede pladser, har tømningsfaciliteter for autocampere og mulighed for opfyldning af vandtanken. Mange campingpladser har desuden særlige pladsafsnit til autocampere.

Læs mere om danske campingpladser
Læs mere om autocampere på klassificerede campingpladser

QuickStop-overnatninger

En del danske campingpladser tilbyder såkaldte "QuickStop-overnatninger", der betyder, at du ved ankomst efter kl. 20.00 og afrejse inden kl. 10.00 næste dag kan overnatte i din autocamper til reduceret pris. En stor del af DK-Camps pladser tilbyder denne ordning, men også mange andre danske campingpladser, så kontakt pladsen og forhør dig om mulighederne.   

Her kan du læse om campingferie i Danmark