Prognose for dansk turisme 2017

VisitDenmark forventer vækst i såvel udenlandske som danske overnatninger i 2017. Samlet set forventes antallet af overnatninger at vokse med 3-5 pct. i 2017 sammenlignet med 2016.

Væksten i dansk turisme fortsætter

Det er især de positive forventninger til de udenlandske overnatninger, som trækker væksten. Her forventes en vækst på 3-5 pct., som vil resultere i 27,1 – 27,7 mio. overnatninger, Det er det højeste antal udenlandske overnatninger i Danmark nogensinde. De positive forventninger kan især tilskrives forventningerne til væksten i de tyske overnatninger.

Download prognosen

Citat fra Mads Schreiner, markedschef i Tyskland:

”Tyskernes rejsemønstre ændres i takt med den geopolitiske situation, hvor terroranslag, politiske uroligheder m.m. skaber plads i markedet. VisitDenmarks ekstrabevilling til markedsføring og et top professionelt samarbejde mellem destinationer, attraktioner og overnatnings-sektoren om massive koordinerede indsatser i Tyskland gør det muligt også i 2017 at få vores budskab om ferie i Danmark i top of mind.

Tyskerne rejser derfor fortsat mod nord, og her er Danmark et oplagt valg, fordi vi tilbyder idyl, plads og frihed!”

Forventningerne til de danske overnatninger er også positiv om end noget lavere. Væksten forventes at være på 1½ - 3½ pct. Det vil resultere i 25,6 – 26,1 mio. overnatninger i 2017.

Prognosen baserer sig primært på en økonometrisk model udarbejdet af Tourism Economics. Modellen vurderer turismens udvikling på baggrund af BNP, privatforbrug, og valutakursudvikling. Historisk er der en positiv sammenhæng mellem den økonomiske udvikling i et land og outbound turismen fra landet. Vækstforventningerne fra Tourism Economics er efterfølgende kvalificeret af VisitDenmark og VisitDenmarks markedskontorer.

Del denne side