Nationalpark Vadehavet

Nationalpark Vadehavet ligger på den jyske vestkyst fra Blåvandshuk og Ho Bugt i nord til den tyske grænse i syd. Området omfatter også øerne Fanø, Rømø og Mandø.
Her er det især tidevandet, der sætter sit karakteristiske præg. Fra de høje diger, som beskytter mod stormflod, kan du opleve flotte og uendelige udsigter over Vadehavet og det flade marskland. De mange sandbanker i Vadehavet er populære tilholdssteder for ynglende sælflokke. På de tre vadehavsøer Rømø, Fanø og Mandø får du masser af uberørt natur, klitter og nogle af Danmarks fineste sandstrande.

Dyreliv

Vadehavet er et af verdens vigtigste yngle- og rastepladser for fugle og derfor et sandt eldorado for ornitologer og andre fugleinteresserede. Det er også her - især i Tøndermarsken - du kan opleve det ejendommelige og meget fascinerende naturfænomen, Sort Sol, når titusindvis af stære tegner fantastiske mønstre på himlen lige før, de lander for natten.

På Vadehavscentret ved Vester Vedsted kan du blive meget klogere på marskens særprægede natur og kultur.

Kulturelle oplevelser

Der er mange kulturhistoriske attraktioner i Nationalpark Vadehavet, fx Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Danmarks ældste by Ribe med domkirke og mange velbevarede gamle huse.

Aktiviteter

Udover at kigge på fugle kan du også komme på sælsafari i Vadehavet, cykle, vandre og ride ad mærkede ruter og tage med på en af de mange naturvejlederture i området.

Læs mere om Nationalpark Vadehavet
- www.vadehav.dk
- www.visitsydvestjylland.com
- www.naturstyrelsen.dk

Del denne side