På vandretur i Danmark

En vandreferie er en dejlig ferieform, hvor både børn, unge og voksne kan være med, og Danmark er et perfekt vandreferie-land med mulighed for mange spændende vandreture. Det meste af den danske natur er tilgængelig, og her er mange, afmærkede vandreruter at give sig i kast med. Og så er der aldrig langt til næste spise- eller overnatningssted, hvis du tager på vandreferie i Danmark.

Vandreturer i Danmark

Der er mange muligheder for vandreture i Danmark, hvor de fleste naturområder er frittilgængelige for offentligheden. Der er aldrig langt til næste overnatnings- eller provianteringssted og skiltningen er generelt god, så det er nemt at finde rundt. Med et godt kort kan du sagtens planlægge din egen tur, men ellers kan du benytte en af de mange afmærkede ruter, der ofte går igennem nogle af landets smukkeste naturområder. De fleste afmærkede vandreruter kan benyttes året rundt, men nogle stier kan stå under vand af og til. MAngler du inspiration til en vandretur i et bestemt område, kan du altid kontakte det lokale turistkontor, der giver gode råd.   

Der findes desværre ikke en samlet samlet oversigt over alle afmærkede vandreruter og -stier i Danmark, men via forskellige hjemmesider kan man få et meget godt overblik (se nedenfor).

Internationale fjernvandreveje i Danmark
To af de 12 europæiske fjernvandreveje passerer gennem Danmark. Det drejer sig om E1, der løber fra Rønsdam til Grenaa og E6, der løber fra Kruså til Kastrup. E1 kommer fra Grövelsjön-Sälen i Sverige og fortsætter til Castellucio i Italien, mens E6 kommer fra Kilpisjärvi i Finland og fortsætter til Alexandroupolis i Grækenland.  
Læs mere om de europæiske fjernvandreruter (på engelsk)  

Nationale vandreruter
Der er fire længere sammenhængende nationale vandreruter i Danmark, nemlig:
- Hærvejsruten, der løber ned gennem Jylland mellem Viborg og Padborg
- Drivvejen, der løber fra Thyborøn og ned langs Jyllands vestkyst til den dansk-tyske grænse
- Nordsøruten, der løber fra den dansk-tyske grænse i syd og op langs den jyske vestkyst til Skagen i nord og videre ned langs Jyllands østkyst til Grenaa. Ruten fortsætter derefter fra Sjællands Odde i det nordvestlige Sjælland langs kysten til Møn og Stevns. 
- Molsruten, der går mellem Genaa og Aarhus

Naturstyrelsens vandreture
På naturstyrelsens hjemmeside kan du downloade turfoldere fra mere end 125 områder i Danmark. Folderne er på dansk, men en del findes også i engelsk og tysk version. Turfolderne kan også fås i trykt version særlige folderkasser, der står ved indgangen til de enkelte naturområder,
på biblioteker over hele landet og på de lokale turistkontorer.

På Naturstyrelsens digitale UdiNaturen-kort (kun på dansk) kan du finde beskrivelser og kørselsvejledninger til vandreruter overalt i Danmark. Fra siden kan du printe og downloade vandreruter til din GPS.   
Download Naturstyrelsens vandretursfoldere
Find vandreruter på UdiNaturen-kortet

Spor i Landskabet
Spor i Landskabet er et landsdækkende projekt, hvor private lodsejere har afmærket vandrestier på deres arealer og dermed giver alle interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden.
Her kan du finde Spor i Landskabet

Hjertestier
Hjertestier er ruter, som er afmærket og beskrevet af Hjerteforeningen. På hjemmesiden hjertestier.dk (kun på dansk) finder du beskrivelser af de enkelte ruter og kan også downloade beskrivelse og kort i folderformat.
Find hjertestier og download turfoldere

Kløverstier
Kløverstier er et koncept, der er startet af Friluftsrådet og Nordea-fonden i 2011. Kløverstierne er afmærkede ruter i danske byer, der binder områders natur- og kultursevædigheder, motions- og friluftstilbud sammen på nye måder.
Find Kløverstier

Organiserede vandreture og -ferier

Dansk Vandrelaug arrangerer året rundt ture af forskellig længde og sværhedsgrad. På Vandrelaugets hjemmeside (kun på dansk) kan du søge efter vandreture på baggrund af bl.a. geografi og turkategori. På UdiNaturen-kortet kan du også finde arrangementer i naturen, herunder bl.a. vandreture med naturvejledere.

Forskellige arrangører tilbyder færdigpakkede vandreferier i Danmark, bl.a. Dansk Vandrelaug og rejsebureauet Vagabond Tours

Kort og guidebøger til vandreture

Nordisk Boghandel i København har et stort udvalg af vandrekort, topografiske kort og guidebøger til brug for planlægningen af en vandreferie i Danmark. Nordisk Boghandel sælger også kort og bøger online.
Nordisk Boghandels hjemmeside

Du kan finde digitale Danmarkskort på flere foskellige hjemmesider:
- Danmarks Miljøportal indeholder et topografisk kort, som du bl.a. kan tegne på, aftandstandsmåle på og udskrive.
- Geodatastyrelsens hjemmeside indeholder topografiske kort med find-sted-funktion og flere forskellige visningsformater.  
- Naturstyrelsens hjemmeside indeholder kort over de danske statsskove med stier, søer, fortidsminder mv. markeret.
- UdiNaturen-kortet indeholder bl.a. infortioner om vandreruter. Kort og data kan printes og eksporteres i forskellige GPS-formater.  
- Historisk Atlas fra Syddansk Universitet viser kort fra forskellige tidsperioder med mange forskellige informationer på.  

Del denne side

Relevante links

Dansk Vandrelaug 

Vandreruter.dk

Ud i naturen-kortet (fra Naturstyrelsen)