Planlæg cykelturen

Planlæg cykelturen - tips til cykelferien
I kan sagtens bare køre derudad, men et par gode råd til cykelturen er ikke af vejen! Her er en stribe råd fra nogen, der virkelig ved, hvad de snakker om - nemlig Cyklistforbundet.

Afstem forventninger
Det er en god idé at aftale, hvilken form for cykeltur I vil ud på. Måske vil den ene gerne køre i roligt tempo, stoppe her og der for at tage et billede eller se nærmere på en blomst, mens den anden cyklist er ude efter at få lagt nogle kilometer på cykelcomputeren. Tal om det, inden I sætter jer i sadlen. For forholdet mellem tid og længde af turen kan I regne med, at voksne kører ca. 15 km/t, børn 8 km/t.

Hold pauser
Hjulene spinner, solen skinner og man er godt på vej. Her er det fristende bare at blive ved at køre, men stop alligevel med jævne mellemrum. På den måde undgår I pludselig træthed og ømme muskler. En god tommelfingerregel er et stop i timen, fx på hvert hele eller halve klokkeslæt. Så ved alle, hvornår næste pause er. Men det skal ikke afholde jer fra at tage ekstra pauser efter behov.

Husk solcreme - masser af solcreme!
På cykel køler fartvinden huden ned, og man undervurderer derfor let behovet for solbeskyttelse. Smør ofte!

Kig efter kirker
Kirketårne er lette at få øje på i landskabet og viser, hvor landsbyen er. På kirkegårde er der oftest en vandhane, hvor man kan få fyldt sin vandflaske op med frisk vand. Og er man heldig, er der et toilet i forbindelse med kirken eller kirkegården. Samtidig er kirkegårde fantastiske formidlere af egnens historie for den, der giver sig tid til at læse gravstene og tænke over det liv, der er levet på egnen.

Brug fem minutter på at få cyklen klar
Selv om I bare er ude på en kort tur, er det vigtigt, at cyklen passer. Sørg for at sadlen er rigtigt indstillet: Når den ene pedal er i bund, skal dit ben være knap helt strakt (en lille bøjning i knæet skal der være plads til). Kæden skal være smurt og dækkene helt pumpede op. Det er alt for tungt at køre med ”bløde” dæk!

Glem alt om ”den store klinge”
Skån dine knæ og muskler: Gear ned. Cykelryttere og langturscyklister kører med mange pedalomdrejninger pr minut (RPM). ”Mange” er et sted mellem 60 og 100 RPM, dvs at en pedalomdrejning skal være under et sekund. Typisk kører hverdagscyklister med langsomme pedalomdrejninger, men det er for anstrengende, når I skal køre langt. Gear ned!

Mindfulness på cykelstien
Cyklen er et middel. Turen er det vigtigste. Kør i et tempo, der giver jer mulighed for at nyde naturen omkring jer. Sanserne kommer i arbejde på en helt anden måde, når der hverken er motorstøj eller klimaanlæg. De registrerer æbleroser og lindetræer. Kokasser og gylletanke. Fuglekvidren og frøkvækken. At der er koldt på toppen af bakken, men varmt i bunden. At lyset har en anden farve inde i skoven. Mærk verden.

Grib styret, grib chancen
På cykel kan man komme frem næsten alle steder. Græs, sand, pløre - det er ligegyldigt. Så lad jer ikke begrænse af cykelstien. Tag afstikkere, når I har lyst: ned ad den skæve markvej, ind ad skovstien. Hvem ved - måske opdager I den mest idylliske plet, en genvej eller det bedste sted at plukke kantareller?

Sig goddag og vær rar
På de internationale ruter regnes det for god stil at hilse på andre cyklister, men det giver såmænd også mening på en dansk skovsti. På cykel er man i øjenhøjde med både andre sommergæster og med de fastboende. Stop og snak, det kunne jo være, du fik en god historie med hjem.

De små synger og cykler
Hvis børnene ikke gider cykle, så lad dem blive hjemme. Men vil de gerne, skal man nødigt ødelægge deres cykelglæde ved at lade cykelturen være for lang, for anstrengende eller for kedelig. Accepter, at ifølge børn er en ko på en mark en rigtig god grund til at stoppe op. De cykler for samvær og fælles oplevelser. Fortæl historier. Syng. Tag farvekridt med og tegn tegninger til andre cyklister på cykelstien. Leg cykellege (se forslag på www.cykelleg.dk).
For flere råd om børn og cykler på Cyklistforbundets hjemmeside og på www.sikkertrafik.dk

Styr på udstyret
Du kan cykle i hvad som helst tøj, men skal du cykle i mere end et par timer, kan det betale sig at tænke lidt over påklædningen. Et par sko med stive såler. Ellers kommer det til at gøre ondt i forfoden. Undgå cowboybukser eller andre bukser, der har en sammensyning (af otte lag stof!) lige der, hvor du har mest tryk på sadlen. En skiftetrøje eller en ekstra trøje, til når I holder pause. Det kan gå hen og blive en kold fornøjelse, når du står af cyklen i en svedig trøje. Mht. ekstraudstyr er der ingen ende på, hvad du kunne tage med. Lad være. Det er bare en udflugt. En turrygsæk med vand, kiks, solcreme og en mobiltelefon plejer at være rigeligt.

Læs mere om cykelferie i Danmark

Del denne side

Relevante links

Cyklistforbundet

Cyclistic.dk (lav din egen rute)