Windsurfing

Danmark er et af de områder i det vestlige Europa, hvor det blæser mest. Med et årligt gennemsnit på 9m/s er det vestlige Nordjylland endda det sted, hvor det blæser mest på hele kontinentet. Det specielle ved Nordeuropa er den varierende vindstyrke, der primært stammer fra de hurtigt skiftende vejrsystemer. Derfor kan du sjældent regne med den samme vindstyrke og retning mere end normalt 48 timer ad gangen.

Fem gode grunde til at windsurfe i Danmark 

1. Windsurf på alle niveauer: Danmarks kyster er så alsidige og afvekslende, at alle kan finde et sted, der passer til deres færdigheder og humør. Det gælder, hvad enten vi taler om windsurf-freaks der leder efter en legeplads, hvor de kan tumle sammen med andre windsurfere, eller om det er familien, der søger en rolig bugt uden for mange tilskuere.

2. Der er masser af plads: Der er plads ved de danske kyster og et utal af gode steder, hvor du ikke kommer for tæt på de badende gæster eller må windsurfe i en skov af andre windsurfere. Der er som regel god plads til udstyr på stranden, og du behøver ikke at låse dit bræt inde i en boks, når du går til frokost. 

3. Mange muligheder indenfor samme område: Rejser du i en gruppe, vil der ofte være mange forskellige ønsker og krav til windsurfmulighederne. I Danmark er afstandene korte, så det er ofte muligt at finde steder med mastehøje bølger og lavvandende fjorde eller søer i samme område.

F.eks. ved Klitmøller, hvor bølgefanatikere windsurfer ved kysten i Klitmøller eller Hamburg Bugt og mindre øvede søger deres udfordringer på Vandet Sø. Klitmøller er også et af de steder i landet hvor du kan surfe "rigtigt" i ordets oprindelige betydning, altså ride på bølgerne på et brædt uden sejl.

Ved Hvide Sande og langs hele Holmsland Klit vil de øvede windsurfe fra kysten i Vesterhavet, og speedsurfere eller mindre øvede kan bolte sig på den fladvandede Ringkøbing Fjord. 

4. Mere tid på vandet end i bilen: I Danmark kan du altid finde en kyst med optimale vindforhold, og endda skifte fra den ene kyst til den anden, uden at skulle køre i bil i flere timer. Intet sted i Danmark er du nemlig mere en 45 minutters kørsel fra vandet. 

5. Vind skal der til: Vestenvinden gør naturligvis sit når vindstatistikken skal gøres op. Især i for og eftersommeren er det vestenvinden der skaber de udfordrende og krævende forhold.

Sommerhalvåret igennem varierer vinden meget - fra let og mild vind, velegnet for begyndere til moderate og friske vinde for de øvede. De rigtige ”proffer” kan se frem til en rigtig storm af og til. 

Hvornår kan du windsurfe i Danmark? 

Det er muligt, med det rigtige udstyr, at windsurfe fra april/maj til sept./okt. I efterårsmånederne, hvor frontsystemerne skifter hurtigt, kan man opleve store forskelle i vindstyrken. Derfor er det muligt at tilbyde mange forskellige former for windsurfing.

I løbet af en uge i foråret eller efteråret kan man regne med at have 3 dage med stærk vind, 2 dage med jævn vind og 2 dage med svag vind. Dette betyder, at man i løbet af en uge kan prøve alle former for windsurfing.

Hvor må du windsurfe i Danmark? 

Windsurfing kan praktisk taget dyrkes overalt ved den 7.300 km lange danske kystlinie, i mange fjorde samt på flere indsøer. En del attraktive windsurfing arealer befinder sig i naturbeskyttelsesområder. Dette betyder, at windsurf og anden færdsel er tilladt mod overholdelse af de regler og begrænsninger, som nu måtte gælde.

Selvom windsurferen er forurenings- og støjfri, kan dyr og fugle blive forvirrede og stressede over windsurferens adfærd. Specielt i fuglenes ynglesæson, nogle steder hele året, har det derfor været nødvendigt at regulere/forbyde windsurfing i fjorde, vige og bugter, hvor der er mange ynglende fugle. Men der er kun forbud mod windsurfing i EU-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder, hvis dette er særskilt bekendtgjort.

Find windsurferudlejere og windsurferskoler i Danmark

Del denne side