H.K.H. Kronprinsesse Mary overrækker LEGO-klodser til børn i Rio

Den 3. august overrakte H.K.H. Kronprinsesse Mary LEGO-klodser til kommunale skoler i Rio de Janeiro. Overrækkelsen er en del af et stort fremstød for Danmark under de Olympiske Lege i Brasilien.

Danske LEGO-klodser kommer snart til at fylde op på stuerne i kommunale skoler i Rio de Janeiro. Her skal de glæde, underholde og stimulere børn i alderen op til 6 år, som har fået en af de institutionspladser, som Institute of Child Education tilbyder for at skabe et godt børneliv og en god skolestart.

LEGO-klodserne blev overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary den 3. august 2016 ved et officielt arrangement på skolen professor Norma Andrade Nogueira, Institute of Child Education (EDI). Ved overrækkelsen deltog også Rios uddannelsesborgmester Helena Bomeny.

Overrækkelsen er en del af et stort Danmarksfremstød, som gennemføres under de Olympiske Lege i Rio de Janeiro for at promovere dansk erhverv, kultur, sport og turisme.

”LEGO er blevet et af verdens stærkeste brands, blandt andet fordi de tager børns leg seriøst som en vej til udvikling og læring. Den samme tankegang er reflekteret i andre dele af de danske samfund, hvor leg og oplevelser bruges til at stimulere innovation og kreativitet. Det er nogle af disse eksempler fra Danmark, som vi gerne vil dele med Brasilien og resten af verden, mens vi er i Rio,” siger adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Overrækkelsen blev overværet af børn, lærere og forældre fra skolen. Fra Danmark deltog bl.a. præsidenten for det Dansk-Brasilianske Handelskammer Jens Olesen og adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Del denne side

Fakta: Det danske fremstød under OL

Under de Olympiske Lege i Rio danner en 300 m2 stor pavillon rammen for et stort fremstød af Danmark inden for erhverv, kultur, sport og turisme. Målet er at præsentere noget af det bedste, Danmark har at byde på og lægge nyt til den globale forståelse af danske værdier og kompetencer. Den Danske Pavillon med navnet ”Heart of Denmark” er tegnet af Henning Larsen Architects og ligger på den verdensberømte Ipanema strand. Sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet står VisitDenmark i spidsen for fremstødet, der er støttet og udviklet i samarbejde med Industriens Fond, Nordea-fonden, Realdania og Grundfos. 

Fakta: Institute of Child Education EDI

EDI er en ny offentlig model for børn i alderen 6 måneder op til 6 år. Børnene tilbydes et stabilt og sammenhængende forløb med uddannet personale, der har fokus på barnets trivsel og udvikling. Tilbuddet omfatter skolegang fra kl. 7.30 til 16.30 og inkluderer måltider hele dagen samt undervisning.