©  Foto:

Lerchenborg Park

Ikke åben for turister.

Lerchenborg Slot blev opført 1743-53 af general Christian Lerche. Hovedbygningen, avlsbygningerne og parken er anlagt efter barokkens krav til symmetri og udgør en arkitektonisk helhed, der er enestående i Danmark.

Foran hovedbygningen ligger parterrehaven, hvor der oprindelig var anlagt kunstfærdigt buksbom-indrammede bede - la piece de broderie - "Broderihaven". I dag markeres disse bede som græspartier.

En særpræget buehæk lukker sig om parterrehaven. Det er en 200 meter lange lindeløvgang, en såkaldt "berceau", der med sine 5 meter brede og 7 meter høje konturer i svungne, knækkede linier var enestående i Danmark, da den blev anlagt i 1747.

Buehækken var udformet som en mur med vinduer og portåbninger, tårne og pavilloner - alt klippet i levende lindetræer. I nicherne og vinduerne stod statuer, vaser og urner.

Den klippede mur er åben i midten, så der fra hovedbygningens havetrappe er frit udsyn til den 12 meter brede og godt 385 meter lange hovedallé, der fortsætter ud i sognevejen, og som var den oprindelige tilkørselsvej til slottet.

Da den engelske havestil kom til Danmark omkring 1800, ønskede Lerchenborgs ejer at tillempe det regelbundne barokanlæg efter moden.

I 1966 veg den oprindelige køkkenhave syd for parterrehaven for en rosenhave med over 20.000 ædle roser, hvortil turister havde adgang. Men pasningen af den store rosenhave beslaglagde næsten al den arbejdskraft, der var til rådighed for hele parken. Da man i 1983 besluttede at retablere den oprindelige barokhave, blev rosenhaven igen udlagt til nytte- og skærehave.

Der værnes nu om et af Danmarks bedst bevarede totalanlæg fra 1745-47. Buehækken nyplantes med lindetræer, beskæres og konturhugges, og i det engelske parkafsnit skabes der frit udsyn til det omliggende landskab.

I 1987 blev barokhaven prydet med en moderne vandkunst af granit, opsat i parkens midterallé.