Målet er flere end 300.000 overnatninger

Det dansk-kinesiske Turismeår åbnede i februar med en målsætning om at øge antallet af kinesiske overnatninger i Danmark med 25 pct. i 2018. Men allerede nu hæves målsætningen til en vækst på 40 pct. Nye aktiviteter og nye visumregler gør det muligt at øge ambitionsniveauet, så målet nu er over 300.000 overnatninger. Næste store satsning er et samarbejde med et af de mest populære tv-shows i Kina, ”Blomstersøstre".
Fredag, marts 24, 2017

Tidligere skulle kineserne komme med gode grund til at få visum til Danmark, for de var placeret i Hovedgruppe 3 i den danske visumbekendtgørelse. Det gav en del papirbøvl, spørgsmål, ventetid og usikkerhed. Men nu skal de danske myndigheder have gode grunde til ikke at give dem visum. For i forbindelse med ændringer af visumreglerne har Udlændinge- og Integrationsministeriet netop flyttet kineserne op i Hovedgruppe 1, hvor et turistvisum ligger lige for. Samtidig etableres tre nye kontorer for visumafsøgninger.

”Den lettere adgang til visum betyder, at vi hæver ambitionsniveauet for vores indsatser i Det dansk-kinesiske Turismeår. Målet er nu en stigning i overnatningerne på 40 pct., som vi tror på, fordi der også er kommet nye aktiviteter og flere kalorier i de oprindeligt planlagte aktiviteter. Vi har allerede fortalt vores samarbejdspartnere i den kinesiske rejseindustri den gode nyhed, og de er meget glade”, siger direktør i VisitDenmark, Flemming Bruhn.

De nye visumregler har fået organisationerne bag turismeåret til at gå efter yderligere 87.000 overnatninger og en stigning i omsætningen på 149 mio. kroner til mere end 520 mio. kroner samlet set.

Stærk indsats på digitale platforme

Både erhvervsministeren og udenrigsministeren har allerede været i Kina i forbindelse med turismeåret, og der forventes besøg fra flere fra den danske VIP-liste. Erhvervsministern åbnede Turismeåret i Beijing den 24. februar, og udenrigsministerens var i Hangzhou i midten af marts. I forbindelse med hans besøg var det især aftalen med rejseportalen Dianping, der kom i fokus i de danske medier.

Danmark er et af de første europæiske lande, der får adgang til rejseportalen, som benyttes af 300 millioner kinesere. Men aftalen med Dianping er kun en af flere aktiviteter på de kinesiske digitale platforme. Også på en række andre vigtige elektroniske platforme vil man fremover kunne finde Danmark.

Det er VisitDenmark, der producerer indholdet til Dianping, og nu også til Baidu, der svarer til kinesisk Google samt til Kinas svar på Amazon, Ali Trip, der er rejsesite for Alibaba, der når 440 millioner kinesere på sine e-handelsplatforme. Desuden vil der på de sociale medier og på den kinesiske taxa app DiDi køre en konkurrence, hvor brugerne kan designe deres egen drømmetur til Danmark. Konkurrencen forventes at nå ud til 10 mio. brugere, der kan vinde rejser til Danmark med VisitDenmark og SAS.

Det er alle aktiviteter, der er kommet i stand i forbindelse med turismeåret.

Reality show kommer til Danmark

Næste store satsning er et samarbejde med et af de mest populære tv-shows i Kina, Sisters over Flowers eller ”Blomstersøstre”, der har op mod en milliard følgere på de sociale medier. Der er tale om et reality koncept, der bringer kinesiske stjerner til forskellige lande og destinationer og udfordrer dem på forskellig vis. Netop på grund af turismeåret er det lykkedes VisitDenmark at få showet til at filme to episoder i Danmark, Allerede i slutningen af marts kommer filmholdet for at se på locations, der optages i København og Odense i maj/juni, og der sendes i juli på kinesisk tv. Sisters over Flowers ligger i top, både når det gælder popularitet på skærmen og som hot emne på de sociale medier.

”Det vil give en markant synlighed, og vi er desuden i gang med at forhandle en række andre indsatser, der vil betyde, at mange flere kinesere får set og hørt om Danmark. Vi håber at lande nogle af disse i de nærmeste uger, så vi kan nå at f å dem gennemført hen over sommeren”, siger Flemming Bruhn.

Del denne side

Det dansk-kinesiske Turismeår