Fiskeri året rundt

Lystfiskeri i Danmark - fiskeri året rundt
Lystfiskeri er ikke kun en sommerfornøjelse, men en sport du kan udøve året rundt. På forskellige tider af året er der forskellige fisk i de danske farvande. Her kan du se - måned for måned - hvad du kan være heldig at få på krogen, på en fisketur i Danmark.

Januar
Er du til åfiskeri, er der gode chancer for at få de tromletykke "grønlændere" på krogen på en fisketur i årets første måned. Ude på havet er det typisk torsk, der kan fanges på denne årstid. De samler sig i store flokke for at gyde, blandt andet i Øresund, men også andre steder i de indre danske farvande. Også i Danmarks ferske søer bliver der gydet på denne årstid. Her indtager knuden eller "ferskvandskvabben" en speciel plads. Det er Danmarks eneste ferskvandslevende torskefisk. 

Februar
I følge statistikken er februar årets koldeste måned i Danmark, og er det koldt nok, trækker sølvblanke grønlændere i stort antal op i vores åer fra hav og fjord for at overvintre - væk fra det kolde og salte vand, der kan true dem på livet. 

Februar er højsæson for de fiskere, der går på jagt efter de store gydetorsk på Øresund. Februar er også den måned, der giver de største chancer for at prøve det i Danmark så eksotiske isfiskeri. Når altså isen kan bære (altså er mindst 10 - 15 cm tyk), gælder det om at finde isboret frem. Når man har fået hul, er der gode chancer for at få en aborre på krogen, hvilket er lidt pudsigt, da aborren ellers er en typisk varmtvandsfisk.  

På kysten er februar måned den absolutte lavsæson. Kystvandet er i regelen så koldt, at hverken torsk eller havørreder holder af det. Vil man dyrke kystfiskeri, gør man derfor klogt i at opsøge brakke fjorde i stedet for åbne havkyster.  

Marts
På denne årstid er der ved kystfiskeri gode chancer for at få en havørred på krogen, og kaster du snøren ud i en af de danske åer, er der chance for at fange både bækørreder, regnbuer og stallinger. 

April
April er højsæson for laksefiskeriet i de danske åer, hvor der også kan fanges ørreder og stallinger. 

Den langnæbbede hornfisk melder typisk også sin ankomst i april måned. De første er altid de største, og de første fangster meldes i regelen fra Læsø, hvorefter fiskene spreder sig ind gennem de danske farvande. April er også måneden, hvor rogntunge aborrer indfinder sig på gydepladserne i landets søer. 

Ved kysten er den sølvblanke havørred for alvor i sit es på denne årstid. De havørreder, som er overvintret oppe i åerne eller inde i de brakke inderfjorde, trækker nu udefter mod mere åbent og salt vand. Kystvandet har nu i april en temperatur, der også passer torsken fint. Den kan derfor træffes helt inde under land, hvor den jagter sin favoritføde - knasende sprøde krabber! 

Maj
Maj byder på gode muligheder for at få en gedde på krogen. Ved kysterne er der fuld gang i såvel små som store dyr. Det lave vand inde under land vrimler af liv - af småfisk, fiskeyngel og diverse krebsdyr. Det ved fiskene, som på denne årstid helst forlægger deres kystbesøg til døgnets mørke timer - der for øvrigt aldrig bliver ret mørke her i de lyse nætter. Her er gode chancer for at fange både torsk og havørreder. Hører de lyse majnætter således havørrederne og torskene til, så har de langnæbbede hornfisk nu i regelen bemægtiget sig kystvandet i dagtimerne.

Juni
På dennne årstid kan man stadig fange torsk, og er man alligevel ude ved kysten, kan man passende jagte nogle af de hornfisk, som nu er ved at være færdige med gydningen. Er man til søer og søfiskeri, er juni en dejlig måned. Specielt da hvis man fisker i en sø med en bestand af de velsmagende sandarter. 

Juli
Bliver sommeren våd og kold, kan juli byde på et rigtig godt havørredfiskeri i åerne. Så godt, at årets største fisk ikke sjældent fanges her. Er man på ferie ved hav og strand, er der fine muligheder for at få en torsk på krogen. Hen i juli er kystvandet blevet for varmt til dem, og de trækker derfor ud på lidt dybere vand. Her er de nemme at finde på 5-15 m vand - gerne, hvor lidt strøm frisker op på vandet. 

Juli er også et godt tidspunt, hvis man går efter fladfisk. Såvel skrubber som isinger og ikke mindst rødspætter rykker også ud på dybere vand med sommervarmen. Kan man herude finde en plet med ren sandbund, er man i regelen sikret en portion flotte rødspætter. 

Slår man sine folder i det nordlige Jylland, er der sidst i juli gode chancer for at møde makreller - hvis ellers vejret arter sig. De har kunnet fanges længere ude i Nordsøen helt fra maj og ind gennem juni, men først nu nærmer de sig for alvor kysterne - i regelen på jagt efter brislinger. Chancerne for et møde med makrellerne stiger igennem hele juli måned og topper engang i august. 

August
Det tiltagende natmørke sætter skub i havørrederne, hvis gydevandring foregår fra havets salte spisekammer til åernes ferske vand og grusede gydebanker. Specielt hvis der er vand nok i åerne - og det er der jo tit i en typisk dansk sommer med regn og blæst - stiger havørrederne for alvor op i vandløbene. Fiskeriet efter dem foregår ofte i åer, der gennemløber den jyske hede. 

September
I åerne - i hver fald dem med uhindret adgang fra havets spisekammer til vandløbets gydepladser - begynder havørrederne nu for alvor at samle sig. På kysten bliver de "resterende" havørreder mere og mere kræsne og bliver dermed sværere og sværere at fange. 

Er man til søens sortstribede røvere, aborren, kan man næppe få nogen bedre fiskemåned end september. Fiskene er velnærede efter sommerens røvertogter i rankegrøden, og vandet er endnu så varmt, at fiskene jager aktivt dagen igennem. Gedderne derimod er ikke helt så lette at få fat i i det endnu lidt lunkne vand. De er søgt ud på dybere og køligere vand, hvor de trives bedst. Deres højsæson kommer senere - i oktober og november. Vil du fiske målrettet efter søens gedder, bør det derfor ske på større dybder - typisk på 10-15 m vand. Herude jager gedderne - ofte frit i vandet, hvilket ikke er så almindeligt resten af året.

Oktober
Havørreder og laks er særdeles aktive her i oktober. De er ved at gøre klar til gydningen, så der er meget aktivitet i de huller og slyngninger, hvor fisken står om dagen. Der er også vældig aktivitet i de lavvandede områder, hvor fisken opholder sig om natten. Efterårsgedden er i fin form på denne årstid, hvor vandets temperatur er perfekt, og overraskende store gedder kan findes meget tæt på kysten i den næste måneds tid. Aborren er også i fin form lige nu. Den store brakvandsaborre er nu på vej mod ferskvandsområder. 

November
Kysttorsk og gedder er nok de to arter, der er bedst at gå efter i denne måned. Åerne er godt nok fyldt med farvede og gydemodne havørreder, men de smager ikke særligt godt på denne årstid. I flere af vores næringssalt-forurenede søer topper fiskeriet nu og i de kommende måneder. Kulden og frosten slår algerne ned og gør vandet igen så klart, at rovfisk som gedder og sandarter for alvor kan se til at jage. 

December
Der er både mulighed for at fange laks og ørreder i december, og ved søfiskeri kan du både få aborrer og gedder med hjem fra fisketuren. Endelig må du ikke glemme, at det er nu i december, at nytårstorsken (den populære danske nytårsspise) skal i hus. 

Læs mere om lystfiskeri i Danmark

Del denne side

Relevante links