Med børn på cykelferie

Cykelferie med børn er en rigtig god ferieform, hvis du ellers husker at tilpasse ambitionsniveauet til børnenes formåen. I bestemmer selv tempoet og ruten, og vælger i et område uden for mange bakker og indlægger et passende antal ispauser undervejs, skal det nok blive en succes.

Børn på cykel

Børn, der er vant til at cykle selv, kan sagtens tage med på cykelferie. Der er mange velegnede steder i Danmark for en familiecykelferie, og I vil sagtens kunne planlægge en tur, hvor I stort set kan slippe for biltrafik. Når I planlægger, er det vigtigt, at ambitionsniveauet svarer til børnenes formåen, så det ikke bliver for surt. Det er også vigtigt, at I indlægger hviledage, så der også bliver tid til at lege med nye venner mødt undervejs. Og er der indlagt et besøg i et sommerland, en dyrepark eller en anden sjov børneattraktion undervejs, kan det være godt til at holde gejsten og motivationen oppe.

Lej en cykelanhænger

Større børn vil sagtens kunne cykle selv, men er der mindre børn i selskabet, er en cykelanhænger med plads til et par børn, er god idé. Hvis du ikke har sådan en selv, kan du leje den flere steder i landet. 

Der er et stort udvalg af cykelanhængere, men til en cykelferie skal du vælge en let, velkørende anhænger, der kører stabilt uden at rokke fra side til side. Det er en stor fordel, hvis anhængeren kan klappes sammen - især hvis du skal have den med i tog eller bus.

Se udlejere, der udlejer cykelanhængere

Lej en halvcykel eller en tandem

Er der halvstore børn i selskabet, kan I overveje en såkaldt halvcykel, som nærmest er en halv barnecykel, der spændes efter en voksencykel. Her bliver barnet ikke bare transporteret, men må selv træde med. Du kan også leje en familietandem, som er en sjov måde at komme frem på, og som også betyder, at I altid kan snakke sammen under turen. 

Her kan du søge efter udlejere af halvcykler og familietandems 

Her kan du læse om regler for transport af børn på cyklen

Hvor skal I tage hen?

Der er mange velegnede steder for en familiecykelferie i Danmark, men vil I et sted hen, hvor biltrafikken er begrænset og afstandene er til at overskue, er flere af de danske småøer meget velegnede - fx er der gode turmuligheder på både Samsø, Mors, Als, Ærø, Falster og ikke mindst på Bornholm, der har et fintmasket net af cykelveje og –stier, flere anlagt på nedlagte jernbanelinier.

Hvor skal I bo?

Der er mange overnatningsmuligheder i Danmark, der er velegnet for cykelturister. Camping er en meget børnevenlig måde at bo på, fordi der er gode chancer for at møde nye venner, men det giver selvfølgelig lidt ekstra bagage, hvis I både skal have telt, liggeunderlag og soveposer med jer. Mange campingpladser udlejer dog også hytter, så det er også en mulighed.

Bo midt i naturen

Vil I bo midt i naturen, kan I slå jer ned på en naturlejrplads. Her er faciliteterne meget beskedne, og det er helt klart en fordel, hvis vejret er godt, for her er hverken varmt vandt, tørremuligheder eller opholdsrum. Til gengæld er det fredeligt og billigt. 

Bo på vandrerhjem

På en cykelferie med børn er vandrerhjem også en god overnatningsmulighed. Der er vandrerhjem overalt i landet, og de ligger oftest i eller i nærheden af by. Her er der gode muligheder for at møde andre på cykelferie. 
 

Del denne side

Video: Danmark for børn