Badehuse, Ærø

Tag på ø-hop i ferien

De danske øer er meget forskellige, det gælder både størrelse og natur. Men fælles for dem er, at de er stress-fri områder med en herlig fred og ro. I vil uforstyrret kunne opleve og nyde smuk og særpræget natur og være aktiv lige netop så meget, I har lyst til. Der gives ikke solgaranti på småøerne, men faktisk har de flere solskinstimer end resten af Danmark, og vejret er ofte mildere.

Oplevelser på øerne 

Småøerne er dejlige feriesteder, som egner sig både til lange og korte ferier. Og de er fine mål for en dagsudflugt – eller en rigtig ø-hop ferie, hvor I besøger flere øer. Oplagte muligheder er f.eks. vadehavsøerne ud for den jyske vestkyst, øerne i Limfjorden, Det Sydfynske Øhav og Smålandshavet mellem Sjælland og Lolland-Falster.

Småøerne tager imod hele året, og byder på bunker af oplevelser. De er som skabt til cykelture, strandliv, lystfiskeri, vandreture – der er uendeligt mange ting at foretage sig derude i naturen, alt efter vind, vejr og årstid. Det er også værd at gå på jagt hos gallerier og antikvitetshandlere, blive klogere på de lokale museer og kigge ind i de kønne kirker og på kirkegårdene, som tit fortæller spændende og dramatiske historier.

Landbrug og fiskeri er som regel hovederhverv på de små øer, så de er i høj grad levende. Det gælder ikke mindst de hyggelige havne, der ofte er stedet hvor man mødes og udveksler nyheder, køber friskfangede fisk og spiser store is. På mange havne er der forskellige arrangementer i sommerhalvåret, kig efter havnens opslagstavle med informationer om hvad der sker på øen, eller forhør jer hos den lokale købmand. 

Kulinariske oplevelser 

Ud over dagligvareforretninger med stort set alt hvad I har brug for af daglige fornødenheder, er der ofte mange små boder langs vejene, hvor I kan købe frisk frugt og grønt. Også staldsalg og gårdbutikker er almindelige, hold øje med skilte ved vejen.

På mange af småøerne fremstilles der lækre og ofte økologiske kvalitetsfødevarer så som oste, pølser, syltetøj, cider, lam og kød fra frilandskvæg. En række af producenterne er med i netværket Småøernes Fødevarenet, på hjemmesiden, www.oespecialiteter.dk, kan I læse mere om denne gode sag og se, hvor man fremstiller og sælger hvad.

Gode steder at bo 

Der er nok at vælge imellem, når I vil bo have et godt sted at bo for en eller flere nætter. Kontakt de lokale turistbureauer, de ved, hvad der er af muligheder. Desuden er der dannet et netværk af øboere, som har gode tilbud til turister, klik ind på www.oeturisme.dk.

Sådan kommer I rundt 

Der er færgeforbindelse til de fleste småøer, hvis de ikke er forbundet til fastlandet med broer og dæmninger. På hjemmesiderne www.danske-smaaoer.dk og www.oeturisme.dk findes oversigter over de forskellige forbindelser med link til færgernes egne hjemmesider.

Del denne side

Vandsport i Danmark

Det er populært at sejle i Danmark, der har perfekte betingelser for næsten enhver form for sejlads