Overnatning efter børnenes smag

Familievenlig overnatning
Der er nok af overnatningsmuligheder i Danmark, men det er ikke alle, der er lige velegnede, hvis der er mindre børn med i selskabet. Et centralt beliggende hotel er selvfølgelig godt, hvis det er storbyshopping, der er på programmet, men ellers er et hotelværelse sjældent det bedste sted at opholde sig, hvis man er på udkik efter aktiviteter og nye kammerater. Her er et feriecenter eller en campingplads meget bedre.

Tag i sommerhus

Ferie i et feriehus er frihed ud over alle grænser. Her kan små og store følge deres egne ønsker. Spille badminton, stangtennis, sætte drager op og gå på opdagelse i den omkringliggende natur. Fiske i åen eller fange krabber i havnen, bygge sandslotte eller slå smut. I strandkanten kan I finde konkylier, muslingeskaller eller rav. I skoven kan I følge dyrespor eller plukke vilde hindbær. Kontakten med børn i nabolaget opstår hurtigt, og sprogbarrierer hindrer sjældent børn i at have det skægt med hinanden, at finde på nye lege eller blot flade ud foran tv’et sammen.

Her kan du booke sommerhuset til Danmarksferien 

Feriecentre 

Et feriecenter er nok noget nær den mest børnevenlige overnatningsform, der findes. Her bor man i sit eget velindrettede hus eller lejlighed og har et hav af aktivitetsmuligheder - og ikke mindst mange jævnaldrende - lige udenfor døren. Her kan være swimmingpools, sauna, tennisbaner, minigolf, legeland, billard, badminton, bordtennis, klatrevæg – og måske også et egentligt badeland. Mulighederne varierer fra sted til sted, men der er normalt rigeligt at vælge imellem, for det er simpelthen en del af konceptet. De fleste af Danmnarks feriecentre har åbent hele året og er velegnede til såvel kortferier som til længere ophold.

Søg efter feriecentre i Danmark

Tag på camping 

Vælger I campingferie er der med garanti dømt nye legekammerater til familiens børn og nye venner til familiens unge - jag faktisk kan det næsten være et problem med denne ferieform, at man kun ser børnene, når de er sultne, men børnene selv sætter helt sikkert pris på det frie liv. Campingpladsen er nok den mest åbne og kontaktskabende ferieform, der findes. Grundrytmen er samvær og fællesskab – og det ligegyldigt om man bor i campingvogn, i telt eller i en af de overnatningshytter, der findes på flere og flere pladser.

Hvis I ikke selv råder over det nødvendige campingudstyr, kan I på mange danske campingpladser leje telte, stationære campingvogne og hytter.

Læs mere om campingferie i Danmark

Naturlejrpladser

Stiller I ikke de store krav til komforten, og vil I have fred og fornemmelse af at komme tilbage til naturen, kan det anbefales at overnatte på en af de over 1.000 naturlejrpladser, der findes i Danmark. Her kan man føle sig som en rigtig opdagelsesrejsende. Bo i sit eget lille telt eller i en shelter, samle bær i skoven og tilberede aftensmaden over bålet.

Læs mere om naturlejrpladser i Danmark

Vandrerhjem 

De godt 100 vandrerhjem rundt omkring i landet tilbyder familieværelser med plads til 2-6 personer, ofte med eget bad og toilet, så har man skræk for store sovesale, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Mange steder kan I få halvpension eller få en madpakke med på jeres videre færd. Atmosfæren er åben og venlig, og det er nemt at komme i kontakt med de andre gæster på vandrerhjemmet - hvad enten du slapper af ved pejsen eller kokkererer i gæstekøkkenet. Ofte er der også en lille legeplads eller sportsfaciliteter, tilknyttet stedet, hvor børnene kan boltre sig.

Søg efter vandrerhjem i Danmark

Bondegårdsferie 

Er der mindre børn i selskabet, vil en bondegårdsferie helt sikkert være et hit, for her er klappedyr, traktorer og andre landbrugsredskaber. Her kan I opleve livet på landet på nærmeste hold. På mange gårde kan i få lov til at deltage i gårdens forskellige aktiviteter i det omfang, det er tilladt. Flere gårde tilbyder både kvart, halv og helpension.

Læs mere om bondegårdsferie i Danmark

Tilbage til "Familieferie i Danmark"

På ferie i Danmark

Del denne side