Påske i Danmark

Påske og forår i Danmark
Få styr på påskens traditioner, helligdage, forretningernes åbningstider, påskeevents mv. Selvom de fleste butikker holder lukket i påsken, er der stadig meget at opleve i Danmark.

Hvorfor påske? 
Påsken er en jødisk/kristen fest, hvor Jesus korsfæstelse, død, begravelse og genopstandelsen fra de døde bliver fejret.

Helligdage i påsken 2015
Skærtorsdag den 2. april
Langfredag den 3. april
Påskedag den 5. april
2. påskedag den 6. april
Påsken er den vigtigste kristne fest med gudstjenester palmesøndag (søndagen før påsken), skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag.

Skolernes påskeferie
De fleste danske folkeskolebørn har ferie i ugen op til påske. I 2015 falder påskeferien således fra den 28. marts til den 6. april (bg. dage inklusiv). 

Forretningernes åbningstider
Forretninger og varehuse holder lukket alle påskens helligdage. Lørdagen i påsken er en stor "shoppingdag", hvor mange butikker og varehuse har udvidede åbningstider. De fleste biografer spiller alle påskens helligdage, mens teatrene typisk holder en eller flere lukkedage i påsken. De fleste restauranter, barer, musiksteder og lignende holder åbent i påsken, hvor der generelt er godt gang i nattelivet på grund af de mange helligdage.

Påskens mad og drikke
Påsken i Danmark fejres i mange danske hjem med en påskefrokost med mange traditionelle påskeretter som lam, æg, laks, sild på bordet, samt øl (gerne den særlige påskeøl) og snaps. I påskedagene bliver der også spist meget chokolade i Danmark – oftest i form af påskeæg i ren chokolade, marcipanæg eller chokoladekurve.

Påskeæg, gækkebreve og andre påsketraditioner
I påsken er der tradition for at give hinanden chokoladepåskeæg, chokoladekurve eller påskeblomster (påskeliljer, vintergækker eller krokus). Traditionen med at give påskeæg er forbundet med gækkebrevet, der går helt tilbage til 1600-tallet. Ideen med gækkebrevet er, at kan man gætte afsenderen af brevet, skal man have en gave af afsenderen, mens man modsat skal give en gave til afsenderen, hvis man ikke gætter personen. Og denne gave var og er traditionelt et påskeæg.

En anden hyggelig påsketradition, som praktiseres af mange danske børnefamilier, er at male æg. Ægget pustes tomt for indhold ved, at der prikkes et lille hul i begge ender. Derefter dekoreres det tomme æg, som hænges op eller bruges som bordpynt.

Særlige påskeblomster  
Påsken ligger i foråret og der er en række blomster man i Danmark forbinder med påsken og forårets komme. De mest udbredte "påskeblomster" er påskeliljer, vintergækker og krokus.

Del denne side

Hold påskeferie i Danmark. Besøg vores guide med inspiration til påskeoplevelser i hele landet.