©  Foto:

Rhododendronparken

Rhododendronparken i Brønderslev er Nordeuropas største. Her findes mere end 10.000 planter fordelt på 130 forskellige arter, som blomstrer fra maj til juni.

Rhododendronparken, beliggende i hjertet af Brønderslev by, har i årevis været byens unikke kendemærke og vartegn.

Med sine 7 ha og mere end 10.000 planter fordelt på over 130 sorter er Rhododendronparken i Brønderslev den største af sin slags i Nordeuropa. Parken står i fuldt flor i maj og juni, hvor de blomstrende rhododendronplanter skaber en sand farvesymfoni til fryd for både syns- og duftesanserne. Der findes andre parker, hvor man finder flere arter, men det særlige med parken i Brønderslev er, at man finder særlige bede med bestemte typer - og det giver de besøgende mulighed for at se de forskellige arter hver for sig.

Rhododendronparken, som den er den dag i dag, blev anlagt i 1994 i en allerede eksisterende park fra 1890. Parken er placeret i midten af Brønderslev og var designet ud fra en idé nogle lokale fik tilbage i 1989 for at tiltrække flere besøgende. De ønskede at skabe en Rhododendronpark i den gamle Hedelundspark, hvor 100 år gamle bøgetræer danner rammen om den smukke og unikke park, som også rummer en stor sø med ænder og svaner samt en legeplads. Parken er velegnet til kørestole og barnevogne.

Parken har åbent alle dage året rundt, og flere steder er der opstillet borde og bænke. I parken finder du også den lokalkendte træpavillon, der går under navnet "Den Runde Pavillon". Her afholdes der hvert år adskillige arrangementer, som f.eks. koncerter samt sommeraftener med dans.