©  Foto:

Blåbjerg Plantage

Blåbjerg Plantage har næsten overalt præg af sandflugt og byder på spændende natur med klitter, kystskrænter, "bjerge", hede, egekrat og plantage. Man kan endvidere være heldig at se noget af det kronvildt, der er i plantagen.

I Blåbjerg Klitplantage finder man Danmarks højeste klit ”Det blå bjerg”. Med højeste punkt 64 meter over havet er der vid udsigt over egnen. Der udgår flere afmærkede vandreruter fra Blåbjerg. En af de afmærkede vandreruter går forbi ”Løvklitten”, som er bestående af mere end hundrede år gamle egetræer, som med tiden er blevet dækket af flyvesand. Krattet, som i dag fremstår som individuelle små forkrøblede egetræer, har haft fælles rod. Det ses tydeligt ved løvspring, hvor egegrupperne springer ud på forskelligt tidspunkt. Fra Løvklitten kan man tage til Gråmulebjerg og se en ca. 30 meter høj klittop, hvorfra der er flot udsigt til Blåvandshuk Fyr mod syd, Nr. Lyngvig Fyr mod nord, havet mod vest og Filsø mod øst. I Blåbjerg Klitplantage kan man desuden opleve de tilsandede ege, når man færdes ad den afmærkede rute fra Blåbjerg P-plads.