©  Foto:

Papirbåden - skulptur i Odense Å

Papirbåden, der sejler midt på åen i Eventyrhaven, får ofte de forbipasserende til at tænke på H.C. Andersens eventyr om "Den Standhaftige Tinsoldat". I fortællingen om den et-benede tinsoldat, der er ulykkeligt forelsket i en danserinde, finder to drenge nemlig tinsoldaten på gaden: "Se du! Der ligger en tinsoldat. Han skal ud at sejle." Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen," skrev Andersen og sendte den stakkels tinsoldat til søs.

Papirbåden er, trods sit navn, lavet af mat rustfrit stål og blev købt i 1984 efter en udstilling i Eventyrhaven. Faktisk er skulpturen en kopi af en af Erik Heides andre værker - Båden til minde om færgefarten til og fra Mors. Den eneste forskel mellem vores skulptur og den, der står i Nykøbing Mors er materialevalget. Den i Nordjylland er lavet i Cortenstål og placeret på land, mens den i Odense er lavet i rustfrit stål og sejler på Odense Å.

Erik Heide (1934 - ) er en selvlært billedhugger, der er bedst kendt for sine kirkeudsmykninger. I flere moderne kirker har han været ansvarlig for hele udsmykningen af kirkerummet fra alter til krucifiks. Han arbejder primært med træ, granit og støbejern.