Velkommen til Danmarks køkkenhave!

Fyn: Danmarks køkkenhave

Fyn bliver ofte kaldt Danmarks køkkenhave, og regionens lokale råvarer bliver fejret med flere årlige festivaler. Fra maj til oktober er der derfor mange muligheder for at nyde "smagen af Fyn", uanset om du er ude efter grøntsager, frugt, ost, øl eller chokolade. Fyn er fuld af lokale producenter og gårdsbutikker, som lokker med flere velsmagende specialiteter. Her finder du også flere gourmetrestauranter hvor de lokale råvarer er i fokus.

Del denne side

Frugtplantager

Fyn er en grøn og frodig ø med mange frugtplantager, som producerer ikke bare dejlig frugt men også herlig saft. Ofte kan du købe produkterne direkte hos producenten eller i en af de mange vejboder, som er så karakteristiske på Fyn. 

Rygeost

Rygeost er en ægte fynsk specialitet, som i al sin enkelhed består af syrnet mælk, der er drænet for valle og røget over havrehalm og brændenælder. Serveret på godt rugbrød og med radiser til er det en himmerigsmundfuld – ikke bare for fynboer. 

Æggekage

Æggekage er også en fynsk specialitet, og Restaurant Carlslund i Odense er ligefrem berømt for sin version, der har været på menuen lige siden 1860, hvor restauranten åbnede. Æggekagen bliver serveret på traditionel vis med stegt flæsk, rugbrød og sennep.