Fyn på fem dage for ægte livsnydere

Oplev Fyn på fem dage med denne guide, der viser vej til nogle af øens største attraktioner og gastronomiske højborge. Få også tips til aktiv-oplevelser undervejs.

Dag 1: Nyborg og Svendborg

Besøg Nyborg Slot og mærk historiens vingesus. Nyborg var Danmarks hovedstad i middelalderen og det var her, kongen underskrev Danmarks første grundlov. Spis frokost på en af byens mange gode restauranter, inden turen går videre til Svendborg. Alt efter temperament kan du vælge at bruge eftermiddagen på aktiviteter som dykning på den sænkede Ærøsund Færge, undervandsjagt eller kajak. Udforsk Svendborgs hyggelige gader med mange små specialbutikker. Besøg Forsorgsmuseet i byens gamle fattiggård, der viser en ellers ofte skjult del af Danmarkshistorien. Der er gode overnatningsmuligheder i Svendborg og omegn, fx på det nyrenoverede Stella Maris – et gammelt missionshotel, som ligger lige ned til Svendborg Sund. Slotshotellet Broholm byder på ægte slotsstemning og mad, der får englene til at synge.

Dag 2: Svendborg og Det Sydfynske Øhav

I dag er det tid at udforske Det Sydfynske Øhav og mulighederne er mange: Sejl med den gamle hjuldamper Helge på rundfart i Svendborg Sund: Læg til kaj på Tåsinge, hvor Valdemars Slot inviterer indenfor. Du kan også vælge at tage færgen til Ærø. Lej en cykel i Ærøskøbing og oplev lyset, landskabet og de små byer på nærmeste hold. Ærø er en ægte perle i Øhavet. Langeland er også en mulighed, når man er på Sydfyn. Øen, der er brofast med Fyn byder på lækre strande, vilde heste, slotte og hyggelige byer. Besøg naturkunstparken Ticon ved Tranekær Slot. Fortsæt mod Faaborg og forkæl dig selv med et ophold Falsled Kro, der er verdensberømt for sin afslappede stemning og fantastiske køkken.

Dag 3: Faaborg

Ved Faaborg møder du den 220 km lange Øhavssti, der blandt andet bugter sig gennem noget af Fyns smukkeste natur, nemlig Svanninge Bakker. Start dagen med en dejlig meditativ vandretur i det smukke naturområde og nyd de mange betagende udsigter. Eller lej et par mountainbikes og indtag nogle af de mange afmærkede cykelruter i området. Besøg Faaborg Museum, som er kendt for sin smukke arkitektur og sin imponerende samling af Fynbomalernes værker. Brug resten af dagen på at besøge Egeskov Slot, en af Fyns største attraktioner, der ligger en halv times kørsel fra Faaborg. Slotshaven har vundet et utal af priser, og der er fine museer og udstillinger med alt fra veteranbiler til gamle kolonialvarer. Tag videre mod Assens eller Odense, hvor du finder overnatning for enhver pengepung.

Dag 4: Odense

Afsæt denne dag til Fyns største by, Odense. Byen er via en række store byudviklingsprojekter ved at forvandle sig til en helt ny by, som på bedste vis forener gammelt og nyt. Besøg Brandts, der er et must for kulturelt interesserede og besøg naboområdet, der er fyldt med lækre livsstilsbutikker og gode cafeer. Tæt ved Brandts finder du den lille perle Tidens Samling, som sender dig down memory lane til din farmors stuer og dit teenageværelse fra 80’erne. Er du historisk interesseret, er det nyrenoverede Møntergården et besøg værd. Museet fortæller Odenses historie på meget inspirerende vis. Brug eftermiddagen til en sejltur med Odense Aafart til Den fynske Landsby, der tegner et billede af livet på landet på H.C. Andersens tid. Forkæl dig selv med en middag på gourmetrestauranten, Sortebro kro, som ligger midt i Landsbyen. Overnat i Odense eller fortsæt til Middelfart, der også byder på flere gode overnatningsmuligheder.

Dag 5: Middelfart

Brug din sidste dag på Fyn i Middelfart, hvor du skal prøve årets store nyhed i 2015, nemlig muligheden for at "bridgewalke" over Den Gamle Lillebæltsbro. Nyd udsigten fra den 60 meter høje bro. Brug eftermiddagen på Clay – Danmarks Keramikmuseum, som efter en gennemgribende renovering nu også rummer hele den Kongelige Porcelainsfabriks samlede produktioner gennem mere end 250 år. Er du mere til hav og frisk luft kan du tage på sejltur med den gamle galease Aventura, som sejler på hvalsafari ud fra Middelfart Gl. Havn. Lillebælt er fyldt med marsvin og skipper ved præcis, hvor han skal finde dem.

Guiden er udarbejdet i samarbejde med Udvikling Fyn

Del denne side

Ferie på Fyn - Egeskov Slot

Ferie på Fyn, Langeland og Ærø

Hold ferie på Fyn, Langeland og Ærø, der ligger midt i det hele. Landskabet i denne del af Danmark er bølget og bakket med frugthaver og mange stråtækte bindingsværksgårde.

Events på Fyn

Find vej til en af Fyns mange begivenheder

Ferie på Fyn - Æreskøbing

Fynske byer

Oplev Fyns charmerende byer