På tur til Odense

Leg jer gennem hjertet af Odense og dyk ned i en skattekiste fyldt med specialbutikker, spillesteder, markeder, gallerier, brosten og grønne oaser. Odenseanerne tager imod med åbne arme og et smil på læben. De ved nemlig godt, at de bor i en eventyrlig by, der emmer af historie og atmosfære. Hvordan kan Odense andet med et så berømt bysbarn som H.C. Andersen?

Odense er ikke bare H.C. Andersens fødeby, det er også en af landets ældste byer med mere end 1000 år på bagen. Byen er rig på kultur og har en levende bykerne med gode shopping muligheder og mange gode spisesteder. Trods sin position som Danmarks tredjestørste by, er Odense en dejlig overskuelig by - og også en overraskende grøn by med flere hyggelige parker og Odense Å, der snor sig gennem det hele. 

Læs mere om storbyferie i Danmark

De største seværdigheder i Odense 

Odense Zoo: Europas bedste zoo byder på unikke, eventyrlige øjeblikke for hele familien. Fyld jeres dag med store indtryk, viden leg og læring. Se, lyt og lær en masse, når dyrene fodres og trænes – og lad børnene udforske de mange legeområder, men I nyder lidt lækker mad eller en god kop kaffe.

Danmarks Jernbanemuseum: Museet finder du lige bag Odense Banegård Center og her kan du fordybe dig i den danske jernbanehistorie på nært hold i en autentisk remisebygning fra 1954. De store lokomotiver fascinerer de fleste børn og her må man røre og udforske udstillingen. 

Den Fynske Landsby: På frilandsmuseet, Den Fynske Landsby, inviteres du indenfor i en fynsk landsby, som den kunne have set ud i 1800-tallet. Museet består af en række gårde og huse, der alle oprindelig har stået i landsbyer rundt om på Fyn og øerne. 

H.C. Andersens Hus: I den gamle bydel i Odense i eventyrdigterens formodede fødested finder du museet H.C. Andersens Hus. Huset åbnede i 1908 som museum for digterens liv og virke og er dermed et af verdens ældste digtermuseer.

Møntergården: Midt i Odenses historiske bydel ligger Møntergården - en kulturhistorisk oase fyldt med smukke gårdrum og flotte bygninger fra 1500-tallet til i dag.

Odense på cykel

Vidste du, at du (næsten) kan cykle gennem hele Storodense uden at møde en eneste bil? Byen er Danmarks cykelby nr. 1 og tilbyder mere end 350 kilometer grus- og asfaltstier, anlagt langs åer og på nedlagte jernbanestrækninger.

Læs mere om aktiv ferie i Odense

Del denne side