Nytår i København

Nytårsaften i Danmark er en stor festdag, som oftest bliver fejret i venners lag. Ved 18-tiden samles de fleste danskere foran tv'et for at høre Dronningens nytårstale, og så går festen ellers i gang med god mad og drikke. Der er gang i byen nytårsaften, så drømmer du om at gå ind i det nye år med fest og farver, er København et godt sted at opholde sig.

Der er gang i København nytårsaften med mange mennesker i byen. Mange spiser hjemme for så at gå ud og fester senere, men mange vælger også at spise ude. Der er derfor run på byens restauranter, så det er en rigtig god idé at reservere bord på forhånd på denne aften.

Mange restauranter tilbyder særlige nytårsmenuer, ligesom også flere natklubber og spillesteder tilbyder særlige "nytårspakker" med entré, fri bar samt champagne og kransekage klokken 24. På hjemmesiden www.aok.dk kan du søge efter restauranter, natklubber, diskoteker, cocktailbarer og andre gå-ud-steder i København og samtidig se brugeranmeldelser af stederne.

Klokken 24 er der tradition for at samles på Københavns Rådhusplads for at høre rådhusklokkerne og skyde nytåret ind. Et andet populært samlingssted er Dronning Louises Bro på Nørrebro.

Hold nytår i Tivoli
For første gang i historien holder Tivoli åbent nytårsaftens dag og aften. Alle havens forlystelser vil køre frem til klokken 21.30. Klokken 22 lukker boder, forretninger og enkelte restauranter, mens øvrige restauranter holder åbent til klokken 00:30. På Tivolis hjemmeside kan du læse mere om Nytår i Tivoli og se hvilke restauranter, der har åbent. 

Fra den 26. til den 30. december kan du i øvrigt komme til Fyrværkerifestival i Tivoli, hvor hver dag har sit eget nordiske tema, som tager afsæt i det enkelte lands nationalflag.

Åbningstider omkring nytår
Forretningerne i København må holde åbent til klokken 15:00 den 31. december, mens museer og andre seværdigheder enten holder helt lukket eller lukker tidligt. Den 1. januar er helligdag, hvor forretninger og mange seværdigheder har lukket. 

Fyrværkeri
Det er forbudt at indføre fyrværkeri fra andre lande til Danmark.

 

Del denne side

Relevante links

VisitCopenhagen

AltOmKøbenhavn (aok.dk)

Tivoli