Små og store byer

Kronborg Slot

Helsingør

Helsingør ligger ved indsejlingen til Øresund, og den er trafikknudepunkt med færger til Sverige. Men byen er først og fremmest stedet, der er kendt for Kronborg Slot, scenen for Shakespeares skuespil Hamlet. Der er desuden mange gamle bindingsværkshuse, hyggelige brostensbelagte gader, en domkirke og et fredfyldt kloster i den travle by. 

Fredensborg

I Fredensborg ligger den danske kongefamiliens forårs- og efterårsresidens, Fredensborg Slot. Der er mange stier i den store slotspark og fine udsigter over Esrum Sø. 

Hillerød

Hillerøds vartegn er det store Frederiksborg Slot, som er hjemsted for Det Nationalhistoriske Museum med bl.a. portrætgalleri. Slottet var kongeslot i mange år, og derfra var der let adgang til de store jagtskove, som omgiver Hillerød. 

Nordsjællands fisker- og badebyer

På Nordsjællands kyst ligger bade- og kystbyerne på stribe, fx Hornbæk, Gilleleje, Rågeleje, Tisvilde og Liseleje. Flere af dem har en fortid som små fiskerlejer, det gælder fx Hornbæk, der i dag bliver betragtet som den mest eksklusive af alle badebyerne, mens Gilleleje stadig har en levende fiskerihavn. Herfra og i andre kystbyer langs Øresund og Kattegat hjalp fiskerne under 2. Verdenskrig mange danske jøder til at komme i sikkerhed i Sverige, men i Gilleleje gik det galt i oktober 1943, hvor 75 jøder, som var skjult på kirkens loft, blev angivet og taget til fange. Den historie får du fortalt på Gilleleje Museum. 

Hundested

I Hundested har det lille fiskerleje udviklet sig til en travl fiskerihavn. På Skansen over byen ligger polarforskeren Knud Rasmussens Hus, og nord for Hundested finder du Kikhavn, som er et af regionens ældste fiskerlejer. I dag er fiskelejet med de mange stråtækte huse fredet. 

Frederiksværk

Mellem Roskilde Fjord og Arresø ligger den gamle industriby Frederiksværk, hvor et kanonstøberi og et krudtværk indgår i Industrimuseet Frederiks Værk. Ud mod fjorden er ligger Frederikssund, hvor du kan besøge maleren J.F. Willumsens Museum. På et næs i fjorden kan du opleve drabelige vikingespil i sommermånederne og besøge en vikingelandsby.

Del denne side