Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge, som ligger i den sydlige del af Djursland i Østjylland, er et af Danmarks mest kuperede og varierede landskaber med mange sjældne dyre- og plantearter. Parken har et samlet areal på 180 km2 og er opkaldt efter områdets bedst kendte naturområde, nemlig Mols Bjerge.

Landskab og dyreliv

I den nordlige del af Nationalpark Mols Bjerge ligger Langesø og Stubbe Sø, hvor du kan møde oddere. Mod vest finder du Kaløs strandenge og skove med en frodig flora og fauna, blandt andet sjældne insekter i udgåede træer. Og mod øst ligger højdedraget Jernhatten med et flot udsigtspunkt. Midt i området ligger selve Mols Bjerge med lyngbakker, naturskov og store græsningsarealer. Langs kysten er der mange gode strande.

Kulturelle oplevelser

Flere steder i landskabet støder du på gravhøje fra bronzealderen og gamle landsbyer og købstæder, kirker og herregårde fortæller om områdets udvikling frem til i dag. Fx kan du besøge Kalø Slotsruin, som er rester af et kongeslot fra middelalderen. I nationalparken finder du også Ebeltoft, der er en af Danmarks hyggeligste købstæder med store attraktioner som Fregatten Jylland og Glasmuseet Ebeltoft.

Aktiviteter

Der er afmærkede cykelruter og vandreture i hele nationalparken, og langs kysten finder du mange gode og børnevenlige badestrande. Der er også mange gode fiskepladser i området.

Læs mere om Nationalpark Mols Bjerge
- www.visitdjursland.com
- www.naturstyrelsen.dk

Del denne side