Til forsiden
Rusland – et nærmarked der boomer!

Thomas Kastrup
Rusland er verdens største land og med 143 millioner indbyggere et af verdens største forbrugermarkeder. Når ”Den russiske Bjørn” brøler og sætter turbo på turismen giver det ekko i hele Europa - også i Danmark.
I alt rejste flere end 29,1 mio. russere til udlandet i 2007 mod 28 mio. i 2006, hvilket indikerer den volumen som markedet rummer. Ferierejse-trafikken steg i samme periode med hele 14% og endnu har kun 15% af befolkningen rejst i udlandet. Fra 2005 til 2008 er russisk turisme til Danmark målt i overnatninger vokset fra 42.000 til 56.000 – dvs. en stigning på godt 34%. Men vi er endnu langt fra at have set Ruslands fulde potentiale i Danmark.

Med årlige BNP-vækstrater på 6-7% har den russiske økonomi - indtil den globale krise satte ind - buldret frem - og med en fortsat voksende middelklasse, der allerede i dag udgør mere end 30% af befolkningen, er der intet der indikerer, at købekraften på det russiske marked vil falde. Tværtimod ventes 30,5 millioner russere at have været på udlandsferie inden 2020.

Læg dertil, at to af Europas fem største metropoler Moskva og Skt. Petersborg - med tilsammen 15,5 mio. indbyggere og 80% af al russisk outgoing-trafik - er beliggende kun ca. 2 timers flyvning fra København. Endelig ser det ud til at tidligere tiders visum-udfordringer er løst, så russiske turister har lige så let ved at rejse til Danmark som til andre europæiske lande. Rusland er med andre ord blevet et nærmarked for dansk turisme – og vel at mærke et marked der boomer!

Et godt udgangspunkt for positionering og markedsføring af danske turistprodukter på det russiske marked ligger i en bearbejdning af salgsledet. Russiske agenter efterspørger nye ”high-end” produkter og er meget interesserede i at samarbejde med danske partnere.

Gennem erhvervspartnerskaberne (EPS) planlægger vi i 2010 marketingprojekter på det russiske marked inden for målgrupperne Moderne storbyoplevelser, Det gode liv og Rundrejseoplevelser.

Basisbearbejdningen af russiske konsumenter sker via visitdenmark.com og Denmark Magazine samt presse/PR, der gennemføres i samarbejde med en række danske premium eksport brands. Overfor salgsledet består basisindsatsen af workshops og e-nyhedsbreve, der udsendes kontinuerligt til VisitDenmarks voksende database. Som en nyhed i 2010 gennemføres endvidere en målrettet test-indsats mod det russiske mødemarked.

Tag et kig på vores spændende projekter for 2010. Såfremt du er interesseret i at høre mere om samarbejdsmulighederne på det russiske marked, er du meget velkommen til at kontakte os.

Vi håber at kunne byde din virksomhed velkommen i samarbejdet på Rusland.

Med venlig hilsen 


Thomas Kastrup
VisitDenmark, Udviklingsmarkeder



Læs mere om det russiske marked i Markedsprofil Rusland
Torsdag, september 10 2009
VISITDENMARK Islands Brygge 43 2300 København S Tel.: +45 32 88 99 00 Fax: +45 32 88 99 01 KONTAKT