Syv skarpe spørgsmål til Simone

Praktikant i forretningsudvikling, efterår 2018

Cand.Merc.Kom, Copenhagen Business School

 

Hvordan lærte du VisitDenmark at kende?

>>Jeg kendte én, som fik praktik herinde, og jeg havde hørt godt om stedet igennem hende<<

Hvilken type opgave fik du stillet som praktikant?

>>Vi fik mange forskellige opgaver, og når først organisationen får øjnene op for, at de har nogle praktikanter, de kan bruge til noget, så lander der en masse opgaver på bordet. Vi fik alt fra CMS-håndtering til facilitering og foredrag for to virksomhedsgrupper fra Japan i forbindelse med forberedelserne til OL i Tokyo. Selv fik jeg også lov til at være medarrangør på en pressetur for en tysk og en engelsk influencer. På den måde kom jeg til at arbejde med influencer-marketing, og det var også det, jeg endte med at skrive praktikrapport om. Det var virkelig sjovt<<

Hvad er det vigtigste, du har taget med fra VisitDenmark?

Af faglige kompetencer er det især det med at kunne koordinere et projekt, jeg tager med. Det med at være med og have overblik og viden om en proces fra start til slut og at have indsigt i, hvad der kan opstå af muligheder og konflikter undervejs, når man arbejder i så stort et hus. Derudover har jeg arbejdet meget med CMS, og selvom det ikke altid er den fedeste opgave, så er CMS bare godt at kunne og have den tekniske forståelse for

Hvad er dit bedste minde fra dit praktikophold?

>>Nu hvor jeg er i gang med at søge jobs, er virksomhedskulturen noget af det, jeg virkelig kan tage med mig – den åbenhed og læring under ansvar samt den respekt og tillid, som man får som praktikant. Dét synes jeg, er noget af det, jeg husker bedst og som positivt har overrasket mig meget ved at komme ind som praktikant<<

Hvad ville du gerne have vidst, før du startede?

>>Vi var ret godt klædt på. Undervejs havde vi samtaler en gang om ugen, enten bare et kvarter eller over en kop kaffe – bare lige for at tjekke op på, hvordan det gik. Det betyder så meget at have en mentor, for der vil komme situationer, hvor man virkelig har brug for sparring. Der blev sat tid af til at lytte og sætte sig ind i, hvad vi sad med<<
 

Hvorfor skal man i praktik i VisitDenmark?

>>Vi har allerede været inde på mange af punkterne. Noget af det fedeste er den inddragende kultur, hvor man får ansvar og virkelig får en mulighed for at få indsigt i mange forskellige processer. I VisitDenmark er der noget for en enhver type – både for dem, som elsker planlægning og koordinering og for dem, som er mere til det kreative. Og så er organisationen et af de steder, hvor man får lov at se det, man sidder med, fra start til slut. Dét er fedt!<<
 

Hvad er dit bedste råd til fremtidige praktikanter?

>>Man skal spille sig selv på banen. Man skal sige ja til de udfordringer, der byder sig, og sidder man til et teammøde og hører om en fed opgave, så skal man række hånden op og sige: ”Det har jeg lyst til at hjælpe med”. Der er masser af ansvar at hente. Det fede er organisationens størrelse. For den er stor nok ift. at prøve forskellige ting af, og vi fik altid at vide, at vi skulle sige højt, hvis der var ting i de andre afdelinger, vi havde lyst til at afprøve. Samtidigt er organisationen lille nok til, at alle ved, hvem du er, selv om de ikke arbejder direkte med dig. Så tag de muligheder, der byder sig, og vær åben. Det giver også en bredere forståelse for en selv, for hvad man kunne have lyst til at arbejde med i fremtiden, og for den sags skyld hvad man ikke har lyst til<<
 

Er du vores nye kollega?

I VisitDenmark markedsfører vi det vildeste produkt: Danmark.

Syv skarpe spørgsmål til Mette

Praktikant i Forretningsudvikling, efterår 2017 Cand. Mag. Turisme, Aalborg Universitet