Nyt regnskab sætter tal på turismens bæredygtighed

5.11.2021
Foto: Copenhagen Islands

Turisme skal ikke længere kun måles på overnatninger og omsætning. Et nyudviklet værktøj sætter tal på turismens effekter på tre bundlinjer; økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed.

Bæredygtig turisme handler om langt mere end vandbesparende vandhaner, genbrug af håndklæder, miljøvenlige rengøringsmidler og minimering af madspild. Fremover kan vi også sætte turismen på vægtskålen, når det kommer til turismeintensitet vs overturisme, jobmuligheder for marginaliserede arbejdskraftsgrupper, og grøn balance mellem turismen og befolkningen.

Et nyt bæredygtighedsværktøj udviklet af en gruppe forskningsinstitutioner og turismeaktører kan nemlig synliggøre turismens effekter på en række parametre, der sammenkobler udviklingen af turisme på destinationerne med en bæredygtig udvikling af landdistrikterne. Center for Regional- og Turismeforskning har ledet projektet, og direktør Anne Thomas ser det nye bæredygtighedsregnskab som et vigtigt grundlag for udviklingen af fremtidens turisme.

”Vi har længe haft en solid viden om turismens bidrag til beskæftigelsen og økonomien i mange byer og lokalsamfund i Danmark. Med det nye bæredygtighedsregnskab løfter vi barren endnu højere og måler på turismens effekter på et bredere plan. Det kan på den lange bane styrke samarbejdet mellem kommunerne og destinationsselskaberne, der får et solidt fundament for at udvikle bæredygtige strategier, der harmonerer med både befolkning og erhvervsaktører,” siger Anne Thomas. 

Det nye værktøj kombinerer de gængse måleenheder med indikatorer for blandt andet turisternes og lokalbefolkningens tilfredshed, kapacitetsudbud, turismetæthed, social inklusion, fag- og ufaglært beskæftigelse, varmeforbrug og CO2-aftryk. Det er målepunkter, der understøtter det fælles mål om at udvikle destinationerne i Danmark gennem en værdifuld egnsudvikling. Danske Destinationer, som har siddet med rundt om bordet i udviklingen af det nye værktøj, glæder sig til at få ny viden og omsætte de bæredygtige parametre i fremtidige turismestrategier.

”Viljen til bæredygtighed inden for turisme er stor, og nu får vi i dansk turisme et mere klart billede af, hvad bæredygtighed egentlig er, og dermed også et værktøj til det videre og konkrete arbejde. Vi skal geare vores turismeprodukt til morgendagens turisme, og produktudvikle ud fra et miljømæssigt, socialt og økonomisk perspektiv i tæt samspil mellem forskning og praksis. Det er en rigtig spændende rejse, som flere internationale destinationer har taget hul på, og vi glæder os til at bygge vores bæredygtighedsindsatser på danske destinationer på solide data,” siger Pernille Kofod Lydolph, som er formand for Danske Destinationer.

Brancheorganisationen og turismeudviklingsselskaberne arbejder nu videre med bæredygtig turisme og udviklingen af indikatorer i praksis.

Ifølge VisitDenmark vil det nye regnskab styrke sammenhængen mellem destinationernes lokale udviklingsarbejde og de nationale strategier samt målsætninger om bæredygtighed.

”Med regnskabet er der udviklet et fælles værktøj til at måle bæredygtig turisme i Danmark – og dermed skabe en rød tråd mellem den bæredygtig udvikling i destinationerne og på nationalt plan. Det er en vigtig milepæl og et virkeligt stærkt udgangspunkt for, at hele dansk turisme arbejder mod det samme mål,” siger Anders Rosbo, kommunikationschef i VisitDenmark.

Bæredygtighedsværktøjet har været under udvikling i godt et år i et tæt samarbejde mellem Center for Regional- og Turismeforskning, Danske Destinationer, VisitDenmark samt Dansk Kyst- og Naturturisme. Dertil har Nordregio suppleret til regnskabet med erfaringer fra bæredygtighedsstrategier for turisme i landdistrikter på nordisk plan, mens Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet har bidraget med koblinger mellem landdistriktsudvikling og bæredygtig turismeudvikling. Projektet er finansieret via en bevilling fra Bolig- og Planstyrelsens Landdistriktspulje 2020 til Forsknings- og informationsprojekter.

Bæredygtighedsregnskabet ses som første fundament for en mere strategisk tilgang til bæredygtig turismeudvikling. I fremtiden står det på ønskelisten at udvikle regnskabet til også at måle på blandt andet effekter i naturen og CO2-aftryk på lokalt plan.

Om bæredygtigt turismeregnskab  

Projektet har ønsket at besvare spørgsmålet om, hvordan destinationsselskaber i Danmark strategisk kan arbejde med en udviklingsstrategi for turismeerhvervet, der fremmer samarbejde og måler effekten af en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig stedsudvikling i landdistrikterne. Igennem hele projektforløbet har partnerne ønsket at opnå størst mulig synergi og vidensdeling imellem forskning og praksis.

Et notat gennemgår de indikatorer, som partnergruppen indledningsvist anbefaler at inkludere i et bæredygtigt turismeregnskab for de danske destinationer.  Samtidig er der udarbejdet materiale med anbefalinger til, hvordan man strategisk og praktisk arbejder med
bæredygtige turismestrategier.

En metoderapport gennemgår forløbet med at udvikle værktøjet, herunder forskningsmetoden, projektpartnernes diskussioner om bæredygtig turisme, overvejelser omkring datagrundlaget mv.

Det samlede materiale findes hos Center for Regional- og Turismeforskning.