Storms Pakhus

Kulturturister i Danmark

14.9.2023
Foto: Andreas Bastiansen

Danmark tiltrækker mange kulturturister: 57 pct. af de udenlandske ferieturister i de danske storbyer er kulturturister. Det tilsvarende gælder 54 pct. af de udenlandske turister i Kyst- og naturdanmark.

5,6 mio. kulturturister på ferie i Danmark i 2022

Danmark giver mulighed for mange oplevelser inden for kunst og kultur. Det gælder både i storbyerne og kystområderne. Både turister i storbyerne og kystområderne opsøger kultur, kunst og historiske oplevelser og seværdigheder på ferien. Kulturturisterne har kultur som ét af deres motiver for at holde ferie i Danmark, men kulturoplevelser er kun en blandt flere årsager til, at turisterne vælger Danmark som feriedestination.

Profilen af kulturturisterne i Danmark baserer sig på interview med 4.532 overnattende danske og udenlandske ferieturister fra VisitDenmarks turistundersøgelse 2022, som har kultur & kunst eller historiske oplevelser som rejsemotiv.

Kulturturister er aktive på ferien

Kulturturister i Danmark er mere aktive under deres ophold end gennemsnittet af samtlige danske og udenlandske turister og deltager i gennemsnit i flere aktiviteter på ferien end turisterne generelt. Afslapning, bymiljø og gåture er bare nogle af de mange aktiviteter som kulturturister foretager sig på ferien.

Hvem er en kulturturist?

En såkaldt "kulturturist" kan defineres som turister som ‘i høj grad’ eller ‘i afgørende grad’ lagde vægt på ”design og arkitektur” og/eller ”kultur, kunst og historiske oplevelser/seværdigheder”, da de valgte Danmark som feriedestination.