Statsminister Lars Løkke viser OECD's generalsekretær Angel Gurría dansk design og bæredygtige løsninger under OECD topmøde juni 2017

Dansk livsstil på OECD topmøde

Dansk design, dansk gastronomi og dansk cykelkultur var en del af officielle program, da Danmark var vært ved OECDs årlige ministermøde i Paris i starten af juni.
Onsdag, juni 14, 2017

Som symbol på dansk design og bæredygtighed var en Biomega cykel placeret på en grøn græsplæne ved indgangen til OECDs hovedkvarter i Paris under det årlige topmøde i Paris, som fandt sted den 6.-8. juni 2017.

At en dansk cykel finder vej til OECDS hovedkvarter skyldes, at Danmark i år var værtsland og dermed prægede dagsorden og rammerne for ministermødet, der tiltrak over 3000 deltagere i form af politikere, meningsdannere og eksperter samt over 200 internationale journalister. Danmark valgte at bruge formandskabet til at sætte fokus på globaliseringen under temaet ”Making Globalisation Work – Better Lives for All.”

Og i den forbindelse fik deltagerne også en række smagsprøver på den særlige danske livsstil.

”Det danske formandskab er en unik mulighed for at vise noget af det bedste, Danmark har at tilbyde inden for gastronomi, design, bæredygtighed og ikke mindst hygge. Alle elementer, der i mine øjne bidrager til at gøre danskerne blandt de lykkeligste i verden,” siger Klavs A Holm, som er dansk OECD ambassadør.

Sammen med en række danske partnere hjalp VisitDenmark i samarbejde med den danske OECD delegation med at få præsenteret den danske livsstil i løbet af topmødet.

”I de seneste år har den danske cykelkultur, gastronomi og hygge trukket overskrifter verden over, og været med til at skabe opmærksomhed om Danmark. Disse styrkepositioner har vi bygget videre på under OECD topmødet, hvor vi har bidraget til at sætte Danmark på dagordenen over for tusindvis af stærke meningsdannere og international presse. Selv om Danmark er et lille land international set, har vi meget at være stolte over,” siger Ghita Scharling Sørensen, VisitDenmarks markedschef i Frankrig og Italien.

OECD mødet blev åbnet af HKH Kronprinsessse Mary den 6. juni og var velbesøgt af en række danske eksperter og erhvervsledere, der bidrog til at sætte Danmark og danske løsninger på dagsordenen i diverse fora og debatter i løbet af de tre dage, topmødet varede.

Del denne side

Danske partnere

Følgende danske partnere bidrog til at give en smagsprøve på danske styrkepositioner under OECD topmødet i Paris den 6.-8. juni 2017. 

B&O
Biomega
BoConcept
Copenhagen Hospitality College
Grønt
Lakrids
Sprout
State of Green

Dansk formandskab ved OECD's ministermøde

OECD’s årlige ministermøde blev holdt den 7. og 8. juni 2017 i OECD-hovedkvarteret i Paris under dansk formandskab. Temaet for ministermødet vil være ”Making Globalisation Work – Better Lives for All”.

Læs mere på UM's hjemmeside