Det første Danmarkshjerte har Ulrich Bitterhof givet til sin mops Egon Olsen

I Danmark har vi et stort hjerte for hunde

Et hjerteformet hundesmykke i Dannebrogsfarver skal sprede budskabet, at tyske turister og deres hunde selvfølgelig kan føle sig helt trygge, når de tager på ferie i Danmark.
Torsdag, marts 19, 2015

Hvordan overbeviser man tyske turister om at deres hund intet har at frygte på ferien i Danmark?

Det spørgsmål stillede den 56-årige Ulrich Bitterhoff sig selv, da han fra sin iskiosk Vaffelboden på torvet i Ringkøbing kunne observere, hvordan frygten for den danske hundelov tog til blandt hans mange tyske kunder.

Først gik han i gang med at fremstille vandskåle til hunde, som de lokale butikker kunne stille foran deres døre, og siden begyndte han også at udlevere godbidder til sine kunders hunde. Alligevel var nervøsiteten der stadig blandt de tyske turister, og da én af disse blev nervøs, da han spurgte interesseret til hendes hund udenfor, besluttede han, at han måtte gøre noget.

"Det fik mig til at tænke, at det her måtte jeg gøre noget ved. For rigtig mange tyske turister har deres hunde med sig, og de er deres kæreste eje. Tyskere er typisk trofaste turister, der elsker Danmark som et frit land, hvor man må næsten alt, og så kommer den her lov og stikker en kæp i hjulet", siger Ulrich Bitterhoff, der selv har tyske aner.

Han fik derfor ideen om at producere et hjerteformet smykke i Dannebrogsfarver, som han kunne udlevere til de tyske turister. Smykket kunne tyskerne hænge i halsbåndet på deres hund, og det kunne så fungere som en Danmarksambassadør, når tyskerne kom tilbage fra ferien og mødte andre hundeejere.

"Det var min tanke, at de tyske turister dermed ville kunne sprede budskabet, at det er dejligt og trygt for hunde at være på ferie i Danmark," siger Ulrich Bitterhoff, der imidlertid ikke havde råd til at producere smykkerne selv.

Idé gav pote hos VisitDenmark

Derfor henvendte Vaffelbodens ejer sig via den lokale feriehusejer Esmarch til VisitDenmarks tyske markedskontor. Her gav ideen straks pote, og VisitDenmark besluttede sig for at gå fuldt ind i projektet, så der i disse dage bliver distribueret omkring 12.000 Danmarkshjerter rundt til projektets partnere Novasol, Feriepartner Danmark, DanCenter, Nordsee Holidays og Campingrådet, der skal stå for at udlevere smykkerne til deres tyske gæster.

Danmarkshjerterne ligger i en lille pose med hundegodbidder samt en folder, der fortæller om Danmark som hunderejseland. Ifølge VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Lars Ramme, er der gode chancer for, at hundesmykket kan ende med at blive en rigtig god historie om Danmark.

"Hundeejere mødes ofte med andre hundeejere i fx klubber, til konkurrencer og når de lufter dem. Snakken mellem hundeejere har udgangspunkt i kærligheden til hunde, og her vil Danmarkshjertet være en super anledning til at fortælle om Danmark som det perfekte ferieland for firbenede gæster, siger Lars Ramme.

Ifølge VisitDenmarks markedschef er marketing baseret på personlige anbefalinger særligt effektivt blandt tyskere, da de vægter anbefalinger fra familie, venner og bekendte højest i rejsebeslutningen.

"Derfor har vi store forventninger til Danmarkshjertet. Det er i sagens natur ikke nemt at kvantificere, men hvis 12.000 hunde har smykket på, og hver ejer bare taler med en potentiel gæst, er vi måske oppe i titusindvis af nye rejsende til Danmark, der ellers ikke ville være kommet, vurderer Lars Ramme, der på grund af den store efterspørgsel allerede nu planlægger produktionen af flere smykker, der kan vise tyskerne, at Danmark har et stort hjerte for hunde.

Tilbage i iskiosken på torvet i Ringkøbing er Ulrich Bitterhoff stolt over, at hans hundesmykke ser ud til at blive en stor succes.

"Det har jeg det helt fantastisk med. Uden de tyske turister var der ingen Vaffelbod i Ringkøbing, og byen ville have et klart mindre udvalg af butikker. Derfor er det helt vildt dejligt, at den her ide nu er blevet grebet og brugt. Det er jeg meget glad for," siger Ulrich Bitterhoff.

Del denne side

Sådan får du flere turister til at anbefale Danmark

Ferieoplevelser bliver i stigende grad delt på sociale medier, og det skal dansk turisme udnytte til at sprede budskabet om Danmark. Få gode råd til, hvordan du får flere turister til at dele og anbefale din virksomhed eller destination. 

Et stigende antal turister er "på" 24/7, når de er på ferie

Vi stoler på rejsetips fra selfies og snapshots

Den personlige anbefaling på social medier er i høj grad med til at styre brugernes valg af rejsemål. Her kan du se et eksempel på, hvordan Visitdenmark engagerer sine udenlandske brugere til at dele deres gode oplevelser fra det danske ferieland.