Marked Kina

Kinesisk turisme har igennem mange år udviklet sig meget positivt. Væksten i Danmark er dog aftaget det seneste år. Baseret på en fokuseret indsats overfor den kinesiske rejsebranche, de kinesiske rejsejournalister og via de kinesiske sociale medier til forbrugerne skal væksten tilbage på sporet.

Situationen
Kinesiske overnatninger har været i kraftig vækst de seneste år. Fra 55.000 i 2008 til 228.000 i 2017 (260.000 incl. AirB&B). I det Dansk-Kinesiske Turismeår i 2017 blev stigningen dog kun på 3%, hvilket ift. de mange initiativer og den store omtale i Kina er skuffende. Det estimeres (via bookingtal for de 3 største kinesiske OTA’er (Online Tour Agents), at 70-80% af de rejsende til de nordiske lande er på grupperejse og 20-30% er FIT (Free Independent Travellers).

Mere info i den kinesiske markedsprofil

Udfordringer
Danmark har fået god omtale de senere år i Kina pga. statsbesøg, ministerbesøg samt gode og underholdende TV-programmer, der har været i Danmark og filme. Herudover fik Danmark i det Dansk-Kinesiske Turismeår ekstraordinær stor omtale i de kinesiske sociale medier. Der er dog stadig en stor opgave i at fortælle kineserne, hvorfor de skal tage til Danmark, hvad de som turister kan opleve i Danmark og at Danmark er andet end København. De kommende år skal vise om dansk turisme formår at omsætte den gode omtale til en tilsvarende stigning i kinesere i Danmark. En udfordring de senere år er også de relativt høje hotelpriser i København, som har betydet, at de kinesiske turoperatører har omlagt deres rejser i Norden med flere overnatninger i de andre nordiske lande i stedet for i København, der kan besøges på en dag (uden overnatning). En enkel og smidig visumproces er meget vigtig for de kinesiske rejsende. Her kan Danmark stadig gøre meget.

Muligheder
Typisk vil en kineser tage på en 8-10 dages rundtur i Norden og besøge de norske fjorde samt de 4 hovedstæder. Det betyder, at Danmark ofte kun får 1 (måske 2) overnatninger som typisk ligger i København. For at få lagt flere overnatninger i Danmark ind i rundrejserne arbejdes der på at få turoperatører og pressen til at forstå, at København ikke kan opleves på kun 1½ dag, og at Danmark er andet end København.

Mens de nuværende udlandsrejsende og de unge bliver mere og mere rejsevante - og derfor vil efterspørge mere individuelle rejser, vil de nye rejsende fra såkaldte 2. tier-cities oftest starte ud som grupperejsende bl.a. pga. den tryghed det giver. Med andre ord vil markedet for individuelle rejsende stige samtidig med at der ”fyldes op nedefra” fra de nye byer med endnu flere grupperejsende.

Strategien 
Strategien ligger klar for Danmark i Kina: Danmark skal have flere kinesere til at vælge Danmark (målet er 308.000 overnatninger i 2018), og de skal blive her i længere tid. Danmark indgår stort set altid i en rejse sammen med Norge, Sverige og/eller Finland. Det er derfor naturligt at samarbejde med de andre nordiske lande. Pt. sker dette i et tæt samarbejde med Norge igennem det fælles selskab Scandinavian Tourist Board, og vedr. workshops er der indgået et projektsamarbejde med Sverige. Der er også indgået et 3-årigt samarbejde mellem de 4 nordiske lande om online-aktiviteter overfor de kinesiske konsumenter.

VisitDenmark bearbejder 2 målgrupper i Kina, både FIT’s og grupperejsende. Da alle kinesere køber deres rejser til Europa igennem en rejseagent er den vigtigste bearbejdning af det kinesiske marked stadig en B2B-bearbejdning af turoperatører og rejseagenter i Kina, således at disse kan rådgive både FITs og grupperejsende om Danmark. Kineserne er dog meget aktive og informationssøgende på nettet, og det er derfor vigtigt også at være tungt til stede på nettet og de sociale medier. VisitDenmark har en kinesisk hjemmeside rettet mod de kinesiske forbrugere (Visitdenmark.cn). Derudover er VisitDenmark aktiv på kinesernes foretrukne sociale medier WeChat og Weibo med mere end 350.000 følgere. Scandinavian Tourist Board har også en kinesisk hjemmeside rettet mod den kinesiske rejsebranche og pressen (Beiou.org) og er derudover aktive på bl.a. Sina Weibo, hvor STB har 11.000 følgere fra rejsebranchen.

Udover det naturlige samarbejde med København er samarbejdet med Odense/Fyn af stor strategisk betydning. Da alle kinesere kender H. C. Andersens eventyr bruges H.C.A./Odense/Fyn til at få mere Danmark ind i turoperatørernes produkter og dermed lægge flere dage ind i deres Danmarks-programmer. I bestræbelserne på at få kineserne til at blive længere i Danmark blev der i 2017 lanceret 5 tematiserede signaturruter rundt i hele Danmark.

Del denne side

Markedschef Flemming Bruhn

E-mail: fb@visitden...
Dir.:+45 32 88 99 11
Mobil:+45 40 41 85 15

Vær med på marked Asien, 2018

Få et overblik over de aktiviteter du kan købe dig ind i på marked Asien i 2018. Se pdf her.

Nøgletal

Overnatninger 2016: 0,2 mio,

Turismeomsætning: 385 mio. kr.

Kilde: VisitDenmark

Flyruter

Ugentlige afgange til København 
Beijing: 7
Shanghai: 5

Den kinesiske turist i Danmark

Hvem er de kinesiske turister i Danmark? Derfor vælger kineserne at rejse til Danmark. Sådan modtager du en kinesisk turist.