Sommeren endte med tysk vækst– trods drilsk feriekalender

En vanskelig tysk feriekalender var skyld i et stort fald i de tyske overnatninger i august. Alligevel endte sommeren positivt med en samlet vækst på 1,4 pct. flere tyske overnatninger end sidste år. I de kommende år bliver de danske kyster markedsført mere taktisk i forhold til den tyske feriekalender for at få en større bid af det store, attraktive tyske marked.
Tirsdag, oktober 9, 2018
August måned viste et fald i de tyske overnatninger på 12,4 pct. sammenlignet med august 2017. Det viser de nye overnatningstal fra Danmarks Statistik. Alligevel endte sommeren – det vil sige juli og august - med en vækst i de tyske overnatninger på 1,4 pct. Juli trak resultatet op med en markant vækst på 20 pct.

Det store fald i august var forventet på VisitDenmarks markedskontor i Hamborg.

”Vi havde ventet, at august måned ville blive svær på grund af den tyske feriekalender. Men tyskerne kom alligevel, og vi endte med et plus for sommeren samlet set. Samtidig var der pæn tysk vækst i starten af året,” siger markedschef Mads Schreiner, VisitDenmark i Tyskland.

”Det gode vejr har spillet positivt ind på sommerens resultat. Det gælder særligt de tyske campinggæster, som efter flere års tilbagegang er på vej tilbage,” siger han.

Taktisk markedsføring i forhold til den tyske feriekalender
Feriekalenderen i Tyskland skifter fra år til år, så de tyske forbundsstater ikke holder ferie samtidig. I år ligger sommerferien i de nordtyske forbundsstater, hvor de tyske turister typisk kommer fra, relativt tidligt på sæsonen. Dermed falder tyskernes ferie sammen med den danske, og det sætter kapaciteten under pres.

Den tyske feriekalender bliver ikke væsentligt bedre i 2019 og 2020, fortæller Mads Schreiner:

”Situationen bliver ikke bedre i hverken 2019 eller 2020, så næste år går vi målrettet efter de tyske børnefamilier  i delstaterne Nordrhein Westfalens og Niedersachsen, som har ferie langt hen i august. Samtidig har vi fokus på at trække flere tyske turister til kysterne i skuldersæsonen. Det vil sige i perioden op til og lige efter højsæsonen,” siger Mads Schreriner.

Allerede i 2018 har de store Nordsee- og Ostsee kampagner i Tyskland fokuseret på at markedsføre de danske kyster uden for den traditionelle højsæson i juli og august.

Vækst på vækst på vækst
I perioden 2014-2017 er de tyske overnatninger steget med 16 procent – eller 2,2 millioner overnatninger. Samtidig er de tyske kystturisters døgnforbrug steget fra 400 kroner 650 i samme periode. Det markant større forbrug betyder, at de tyske kystturister i dag bruger langt flere penge på overnatning, spisesteder og dagligvarer end tidligere og dermed er med til at øge omsætningen på de danske kystdestinationer betydeligt på grund af det store antal samlede tyske overnatninger.

2018 tyder på at blive endnu et vækstår. I de første otte måneder af året er overnatningerne steget med 2,7 procent, når man sammenligner med samme periode sidste år. Mads Schreiner hæfter sig ved, at der er store tyske overnatningsstigninger på hotellerne med 7 pct.. camping med 14. pct. og vandrerhjem med hele 30 pct. 

”Det er positivt at se, at tyskerne også søger mod andre overnatningsformer end feriehusene. Det er med til at udvide kapaciteten og kan være med til at trække endnu flere tyskere til Danmark,” siger Mads Schreiner.

”Der er et enormt potentiale på det tyske marked, som slet ikke er udnyttet endnu. Vi skal både gøre en indsats for at få andre tyskere til Danmark, end dem der kommer igen år efter år. Og så er der stadig gode muligheder for at skabe yderligere vækst i skuldersæsonen. Flere og flere tyskere rejser på kortferie, og samtidig er der et stort potentiale i nichesegmenter som lystfiskere og cykelturister,” siger Mads Schreiner.

Del denne side

Sæsoner i dansk turisme

Højsæson: Juli og august
Skuldersæson: Marts, april, maj, juni samt september og oktober
Vintersæson: December, januar og februar

Juli og august er de to største måneder i dansk turisme med cirka 40 procent af de samlede overnatninger.
Skuldersæsonen er præget af mange mindre ferier som fx pinse, påske og efterår, som falder på forskellige tidspunkter fra år til år. Fx faldt pinsen i maj i år, men i juni sidste år.