AABEN DANS

AABEN DANS er et egnsteater og dansekompagni, som ligger på Musicon i Roskilde, og som producerer to nye forestillinger om året, en for børn og en for voksne. Forestillingerne turnerer nationalt og internationalt.

Aaben Dans arbejder også lokalt med børn, unge og gamle fx i "Dans i skolen" samt internationalt i udviklingen af den professionelle dans blandt andet ved at arrangere den internationale festival SWOP for dans for børn og unge. 

Der lægges meget arbejde i formidling af forestillingerne. For eksempel i form af workshops, foredrag og publikumsdiskussioner.

Da Aaben Dans flyttede til Roskilde i 2008, var det som det første egnsteater i Danmark, der havde dansen som sit fokus. I løbet af de 10 år er der vokset et lokalt og internationalt dansemiljø frem i Roskilde og publikum tæller alle aldre.