VisitDenmark

Åben Tærskelade på Gyldensteen Strand

Få adgang til den gamle tærskelade med akvarier, mikroskoper og en imponerende stensamling og hør masser af gode historier om Gyldensteen, når lokale guider hver søndag i løbet af sommeren åbner tærskeladen - og tal med forskerne, der kommer på besøg!

Velkommen til Åbent Hus i Tærskeladen på Gyldensteen Strand!

Den gamle tærskelade var vigtig dengang, der var landbrug her. I dag er her til gengæld god plads til at kigge forbi, når lokalguiderne åbner laden og fortæller om området.

  • få de gode historier om Gyldensteen Strand
  • få information om området og naturen
  • se billeder og kort af området før, under og efter naturgenopretningen
  • se livet i akvarierne i laden
  • lån fangstnet
  • se livet i vandet i et mikroskop

På den lille forhøjning ved laden er en kikkert sat op, så du kan se fuglene.

Du kan også se Holger Garnaks flotte samling af sten fundet ved Æbelø.

Der er en kørestol til rådighed, så der også er mulighed for at komme rundt for dem, der er gangbesværede.

Åbningstider

Hver søndag fra 22. maj til 29. august samt lørdag den 7. august.

Alle dage kl. 13.00-15.00.

Forskerbesøg

I løbet af sommeren kommer forskere og studerende fra SDU ud til Åben tærskelade og fortæller om alle de spændende forskningsinitiativer på Gyldensteen Strand.

30. maj:  Hvad Engsøen gemmer

Vi ved, at fuglene ved Gyldensteen er glade for Engsøen, men hvad findes der egentlig under overfladen i den ferske del af Gyldensteen? Ph.d. Thor Kolath Jensen kommer til Åben tærskelade d. 30. maj og vil fremvise en masse liv – planter og dyr – fra Engsøen. Thor har lavet en Ph.d. om nye danske søer i Danmark og kan især fortælle om hvorfor fosforforurening i danske søer bliver ved med at være et problem – og hvad man kan gøre ved det.

13. juni: Vi elsker blåmuslinger

Vi vil så gerne have blåmuslinger i Gyldensteen kystlagune – og det har vi. Men bestanden klarer sig ikke så godt, som man kunne håbe. Kom forbi, når Signe fra Biologisk Institut fortæller om projektet, hvor de forsøgte at finde grunden til at blåmuslingerne i Kystlagunen har problemer. Hvordan kan vi hjælpe blåmuslingerne i Kystlagunen? Forhåbentlig via de nye forskningstiltag i 2021. Der vil være dyr i akvarierne og under stereoluppen - og også i hænderne, hvis I tør!

27. juni: Forskningen på Gyldensteen

Hvad laver forskerne fra SDU ved Gyldensteen Strand? Hvilke gåder prøver de at løse, og hvorfor er Gyldensteen egentlig så interessant som forskningsområde? Få svaret, når Ph.d. stud. Susan Guldberg møder op til Åben tærskelade med forskningsudstyret klar og masser af dyr i akvarierne. Føl, prøv, se og quiz dig til mere viden om Gyldensteen!

11. juli: Gyldensteen går i fisk

Kandidatstuderende i biologi Mikkel og Peter besøger Gyldensteen Strand med en masse fisk. De har i 2020 siddet i tærskeladen med tæpper under fødderne og lavet eksperimenter med sandkutlingerne fra Kystlagunen. Hvilke fisk findes i lagunen? Hvordan har fisk det egentlig med stigende temperaturer? Og hvad er et critical thermal maximum? Spørg drengene d. 11. juli, hvor de vil stå klar til at svare på spørgsmål og fremvise fisk.

1. august: Bundkort over Gyldensteen Strand – at kortlægge det usynlige

Katrines projekt i 2020 var den mest omfattende sediment- og bundfaunaundersøgelse, der er lavet ved Gyldensteen! Der blev taget prøver fra alle stationer i lagunen for at få et billede af bundforholdene samt hvilke dyr, der gemmer sig i bunden. Resultaterne er vigtige for at afhjælpe lagunens ringe biodiversitet. Kom ud og hør hvad Katrine fandt, og hvordan hun gjorde.