VisitDenmark

Åbent værksted hos billedkunstner Stine Hedegaard Andersen

Billedkunstner Stine Hedegaard Andersen inviterer dig indenfor i sit atelier på havnen i Ærøskøbing.

Stine er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi 1995-2001 og har været bosat på Ærø siden 2018.

Stine arbejder med papirets sanselige tilgængelighed i collageform og rentegning, hvor menneskefiguren er det gennemgående.

Stine arbejder intuitivt uden nogen forudgående skitse eller fast ramme. "I den legende og ukontrollerede arbejdsproces, opstår det hudløst ærlige billedsprog. Det fine æstetiske sættes op mod det groteske", fortæller hun. Stine har fravalgt at give sine værker titel, da hun gerne ser at du som beskuer skaber din egen visuelle fortolkning.

Materialevalget spænder vidt fra blæk, akryl, kul, tusch, blyant og forskelligartet papir.

Når du bliver inviteret indenfor hos Stine, får du mulighed for at høre om hendes arbejdsprocesser og tanker der ligger forud for tilblivelsen af hendes værker. Hun vil fremvise dig en række færdige værker, som jeres samtale kan tage udgangspunkt i.

Åbningstider

Stine har som udgangspunkt åbent mandag til fredag kl. 9-16 i hendes værksted og desuden i udvalgte weekender. Vi vil dog altid opfordre dig til at ringe til hende og lave en aftale.