Aurion er Danmarks ældste økologiske mølleri, og alt korn males på stenkværne. Stenkværnet mel giver en helt speciel melkvalitet, fordi man bevarer næringsindholdet og kornets gode smag i melet. På Mølledagen kan man se, hvordan en stenkværn fungerer og høre mølleren fortælle om processen. I bageriet kan man smage resultatet, og børn kan prøve at male mel og flager til boller. Der vil desuden være en salgsbod med gode tilbud.
I denne tid bygges der på livet løs lige ved siden af Aurion. Kornets Hus, som er Vendsyssels kommende viden- og oplevelsescenter om korn og kornets historie, er under opførelse. På Mølledagen vil Jørn Ussing Larsen fra Aurion vise rundt i bygningen og fortælle om de kommende oplevelser og baggrunden for Kornets Hus.
På Mølledagen kan du opleve:
• Rundvisninger i møllen og demonstration af en stenkværn
• Rundvisninger i Kornets Hus, som er under opførelse
• Smagsprøver i bageriet på brusebadsboller
• Børneworkshop: her kan børnene prøve at male rugmel og valse flager til brusebadsboller
• Salgsbod