Fastelavn på Ærø - for de voksne
Fastelavn på Ærø er stort for både børn og voksne. Her er traditioner som rendemasker og raslebørn en fast del af årets program, og du kan nemt være med.
Hvor børnene går maske om dagen og synger for en mønt i raslebøssen, render de voksne maske om aftenen fastelavnsmandag – her kan du som gæst deltage i løjerne.
Åbent Hus og maskebal
Læg vejen forbi de lokale restauranter til Åbent Hus eller maskebal, hvor rendemasker lægger vejen forbi med masker, pibestemmer og røverhistorier om øens aktuelle temaer. Se årets begivenheder her nederst på siden.
I Marstal skal maskerne falde, inden gæsterne forlader huset, mens maskeballet afsluttes med det store maskefald ved midnat, hvor alles identitet afsløres til stor overraskelse.
Traditionen omkring rendemaskerne på Ærø
Traditionen med at "gå maske", som de lokale kalder det, blev efter sigende ført til øen for omkring 150 år siden af en skræddersvend fra Bregninge, som hentede ideen fra Als. Traditionen finder også sted på Vestærø i forbindelse med Helligtrekonger i januar.
Historien lyder, at da gamle Maren i Leby skyldte skræddersvenden penge, forklædte han sig og havde nær skræmt livet af hende, da hun troede, at skræddersvenden var fanden selv! Og herfra tog begivenhederne fart!
Vil du selv gå maske?
Mange Ærøboer har kister fyldt med udklædningstøj, og ellers holder foreningen Traditionen Tro til på Ærø Friskole; dem kan du også låne udklædningstøj af.
Måske kender du en lokal, du kan gå rundt med, og ellers kan du søge efter en i Ærø-grupper på Facebook.
I tiden op til fastelavnsmandag annoncerer de lokale i den lokale ugeavis og på Facebook, hvis de holder Åbnet Hus for rendemasker.
Godt tip: For ikke at blive afsløret på din formentlig manglende dialekt, kan du fx optræde som tavs general.
God fornøjelse!