VisitDenmark

Isbjerg - Nationalpark Thy

Isbjerg er det højeste punkt i Hanstholm Vildtreservat - og dermed også det højeste punkt i Nationalpark Thy - med 56 meter over havet.

Herfra har du en storslået udsigt over Nationalpark Thys nordlige del mellem Vesterhavet, Hanstholmen i nord, Tved Klitplantage mod øst samt Nors Sø og Vilsbøl Plantage mod syd.

Her kan du opleve vildmark, næsten så langt øjet rækker.

Der er restriktioner for adgang og færdsel, så reservatet er et fristed for dyr og fugle. Traner, tinksmede og regnspover yngler her.

Du kan være heldig at se store flokke af krondyr græsse uforstyrret, mens havørne og fiskeørne flyver højt over landskabet. 

 

Vandrestien til Isbjerg

Vandrestien til Isbjerg starter ved Nors Sø. Stien går lige på kanten af Hanstholm Vildtreservat. Vær derfor opmærksom på de særlige regler, der gælder her. Se Bekendtgørelsen om Hanstholm Vildreservat

Hanstholm Vildtreservat er med sine 3900 hektar et vigtigt kerneområde i nationalparken og er den største sammenhængende nordatlantiske klithede i Europa. 

Den tidligere havbund og består af klitter, hede, sumpe, kær og søer. Det er her, sjældne planter vokser og skaber gode levevilkår for utallige insektarter.

 

Gør dit besøg endnu bedre

Få inspiration og rutevejledning på din smartphone med nationalparkens gratis app: Nationalpark Thy App