Jul med Astrid Lindgren - Bio Langeland
Tag med på en magisk rejse gennem Astrid Lindgrens fantastiske univers og fejr julen sammen med flere af hendes mest elskede karakterer.
Julefilm i Bio Langeland
Flere af den svenske forfatters mest fortryllende og hjertevarme fortællinger er blevet samlet i JUL MED ASTRID LINDGREN.
Gunilla og Gunnar er syge og må blive hjemme. Heldigvis dukker Muntergøg op og underholder søskendeparret med fire fortryllende historier fra Astrid Lindgrens klassiske skatkammer:
En stjerneklar julenat lister en ræv sig uset ind hos hønsene på en bondegård. Men en nisse på gården passer på dyrene og får ræven til at holde sig væk mod til gengæld at få en del af den lækre julegrød, som børnene hver aften sætter frem til nissen.
I en anden historie er Bertil er alene hjemme og føler sig meget ensom. Indtil han opdager en ikke helt almindelig dreng. For Niels Karlsson-Pusling er ikke større end en tommeltot, og han bor i et tomt musehul på Bertils værelse. Ved hjælp af sin særlige magi tryller Niels Karlsson-Pusling Bertil lillebitte, og de to nye bedste venner kan nu lege sammen på de lange dage, hvor Bertils forældre er på arbejde.
Så er der historien om da mormor forstuver sin fod blot en uge før jul. Heldigvis står Kitte Kry klar til at hjælpe med alle julens forberedelser. En af hendes opgaver bliver at gå på torvet og sælge mormors lækre sukkerstænger.
Ingen Astrid Lindgren uden en historie om Emil fra Lønneberg! I Katholt er vinteren kommet og julen er på vej. Det perfekte tidspunkt for Emil vennerne til en rigtig sneboldkamp!
Fire fortællinger der tilsammen udgør et varmt kram af en julefortælling, der vil røre og glæde både børn og forældre. Filmen er en del af 'Rabalder Bio for Begyndere' der præsenterer film med korte spilletider og fortællinger, der henvender sig til de yngste børn. JUL MED ASTRID LINDGREN er produceret af det prisvindende studie Qvisten Animation, som tidligere har stået bag succes-filmene DYRENE I HAKKEBAKKESKOVEN, FOLK OG RØVERE I KARDEMOMME BY, JUL I BAKKEKØBING og DE TRE BUKKE BRUSE I BADELAND.
Bio Langeland drives af frivillige ildsjæle
Bio Langeland er drevet af lokale ildsjæle gennem Langelands Biografforening, som tæller cirka 1000 medlemmer.
Et korps på cirka 100 ulønnede medarbejdere fungerer som slik- og billetsælgere, operatører og rengøringsfolk.