Shelterplads ved Grund Skov
På nordsiden af Vejle Fjord ligger denne shelterplads i et fredeligt skovområde nær kysten. Her kan der overnattes gratis uden booking.
Overnat i shelter ved Vejle Fjord
Grund Skov ligger på nordsiden af Vejle Fjord, lige mellem Daugård Strand og Hotel Vejlefjord. Skoven er en del af Danmarks længste kystskov. Omend Grund Skov er ganske naturskøn, er der også relativt få besøgende, og det er derfor en fredelig oplevelse at gøre ophold på skovens shelterplads.
På shelterpladsen er der ét shelter med plads til 6-8 personer. Derudover er der bålplads med grill samt adgang til multtoilet. Medbring selv toiletpapir og håndsprit. Der kan sankes brænde i skovbunden, men tag gerne selv med, hvis du vil være sikker på tørt brænde.
Pladsen ligger ved en lysning i Grund Skov, ganske tæt på kysten. Der er dog gode læforhold, så vinden udgør ikke en udfordring. Adgang til shelteren fra land sker gennem skoven. På Grundvej er der en lille parkeringsplads ved en rød lade. Nær indgangen til Grund Hundeskov. Herfra kan man gå cirka en kilometer gennem skoven for at komme til shelterpladsen.
Der er også adgang til pladsen fra stranden, hvorfra den er markeret med en pæl.
Shelteren kan ikke bookes
Det er først-til-mølle-princippet, som er gældende på shelterpladsen i Grund. Det er ikke tilladt at afvise andre, hvis der er plads til flere i shelteren. Det er gratis at overnatte på pladsen.
Fri teltning i Grund Skov
Grund Skov er en af de danske skove, som er udpeget til fri teltning. Det er den eneste skov omkring Vejle Fjord med fri teltning. Her er det altså tilladt at slå telt op i skovbunden i hele skoven. Der må overnattes 1 nat i telt, men vær opmærksom på, at det kun er tilladt at bruge åben ild ved shelterpladsens bålplads.
Gå en tur i skoven
Grund Skov ligger perfekt til udforskning af naturen. Shelterpladsen ligger ganske tæt på både Rohden Ådal og kurvejene ved Hotel Vejlefjord. Begge dele er tilgængeligt både gennem land og langs kysten. Langs kysten er der ikke langt til det smukke Træskohage Fyr.
Leder du efter flere naturlejrpladser?
Oplevelser i nærheden
Denne side giver dig tips til oplevelser på nordsiden af Vejle Fjord.