VisitDenmark

Skovhus Keramik

Unikt, håndlavet og i trendy nordiske farver. Leder man efter unika-ting eller et lokalt produceret minde fra Langeland, er Skovhus Keramik stedet at besøge.

Moderne rustik keramik med aner til tidligere tiders keramik. Unikke og forskellige, håndlavede skåle, tallerkener, kopper, stager, knage m.m. afstemt med glasering i trendy nordiske farver der kan kombineres på forskellige måder og som fungerer rigtigt godt sammen med tidens stil i naturskin, træ, tekstiler, bestik m.m.

Værkstedet (og familiens populære flexbolig) er indrettet i den gamle landsbysnedkeri på Stengadevej, over for Tobaksladen, i skovene syd for Tranekær. Lyset gennem træerne, naturen og skoven omkring værkstedet går igen i indretning, materialevalg, farver og stil. Her følger man årstiderne, farverne, lydene, duftene, lyset og formerne i den omgivende natur.

Trine Steffensen er designeren og keramikeren bag produktion, indkøb og butik. Hun har stor hjælp af datteren, Thilde, der gerne hjælper til når hun har tid fra skole. De er begge meget inspireret af den nordiske stil og ikke mindst af den fantastiske natur som værkstedet er omgivet af.

Ud over egne varer har Trine udvalgt nordisk inspirerede tekstiler fra anerkendte leverandører, lys, fåreskind, lanterner, tørklæder, viskestykker, tæpper, plaider m.m. – typisk ting som man lige kan bruge i fritidshuset eller tage med hjem og give minder om Langeland. 

Bemærk: Den lille butik/vejboden (med høflig selvbetjening) er åben hele året.