©  Foto:

Stream of Ancient Knowledge - Udstilling af Jonas Pihl

Titlen på udstillingen er “Stream Of Ancient Knowledge”. Det er et ordspil på stednavnet Videbæks association til “en bæk af viden”, vidjen - det bøjelige - og vidden, den brede omfavnelse og sammenfletning af tilsyneladende modsatrettede systemer til en helhed i billederne. En arkaisk viden, der rækker ind i fremtiden.

Til denne udstilling i Vestjyllands Kunstpavillon har Jonas Pihl været optaget af etymologien for ordet ’Videbæk’. Stednavnet, som stammer fra vidjebæk - altså en strøm af vand med vidjepil omkring. Vidjer er bøjelige grene, som man bl.a. laver pileflet af. Derfor optræder pilegrene i malerierne, som, udover lokalforankringen, bliver en konkretisering i malerierne af hans egen optagethed af begrebet bøjelighed som sådan. Samtidig har en af tankerne bag disse nye værker været at få disse strukturer til at danne et fletværk - idémæssigt, som visuelt. V´et i Videbæks vartegn, som også har inspireret Henning Larsen til bygningens vinduesformer, har inspireret Pihl til omvendte V´er i form af trekanter, som stikker op af de bække af vand, der også indgår i malerierne.

Billedkunstner Jonas Pihl arbejder i sine malerier med visualiseringer af bøjelighed i store termer, såsom rumtidsstrukturens bøjelighed - og i mere nære termer som samfundsstrukturelle og diversitetsmæssige systemers bøjelighed.

Åbningstider: OBS. Vær opmærksom på at udstillingen kan opleves på flere datoer end angivet nedenfor. Udstillingen kan opleves fra 9. november - 15. december.