Øllene bliver brygget tæt på torvet efter egne opskrifter og de helt gamle håndværkstraditioner. Brygmestrene har en hånd med i processen, lige fra udvælgelse af de fineste malt- og humletyper til mæskning, urtekogning, gæring, brygning og tapning. I stuerne kan man smage på udvalget, og sidder man længe nok og smager på specialøllene, så er der gode chancer for at tillære sig vendelbomål.
I Løkken er det nemt at tilfredsstille den søde tand med kendte, farverige bolsjer. Hele året kan man i byen komme helt tæt på og se, hvordan de håndlavede bolsjer fremstilles. Bolsjerne koges op under åben ild, og bolsjemassen trækkes på krog for at gøre bolsjerne mere luftige og porøse. Smag også italiensk is, frisklavet hver dag på økologisk frugt, og - når det er muligt - med lokale ingredienser som for eksempel rå mælk fra det lokale mejeri. Smagsvarianter afhænger af sæson, og er man heldig, kan man få rabarber, æble, jordbær, hybenrose, hyldeblomst, hasselnød, mynte eller rom og rosin.