På Vestkysten er man ydmyg over for naturen og dens kræfter, som også i dag udstikker betingelserne for fiskeriet som erhverv. Men fiskeriets historie er ikke blot en historie om nostalgi og gammelt håndværk, men bærer præg af at være en moderne industri i konstant forandring.
Hvor frisk fisk ikke er en kliché
Vestkystens mange fiskebutikker, røgerier og fiskerestauranter har havet som nabo og får deres friske fisk direkte fra auktionen hver dag. Og enkelte steder kan man stadig den dag i dag købe fisk direkte fra de blå kuttere på stranden. Mere friskfanget fisk findes sandt at sige ikke. Det er en smagsoplevelse i særklasse, når man kan høre havets brusen, mens man spiser en rødspætte, der er landet samme morgen. Her spræller fisken på tallerkenen, og den dufter af hav og afspejler årstiden. Vesterhavet er et fadebur, der bugner af nogle af de bedste fisk og skaldyr, der kan fås i Europa. At råvarerne er så friske, det kan smages, hvad enten man spiser fish'n'chips ved en foodtruck, stjerneskud ved røgerierne, pighvar på en af de mange gourmetrestauranter eller køber fiskefrikadeller fra fiskebutikken på havnen.
Fisk til højeste bud
Fiskeauktionerne foregår i dag mest af alt online, hvor dagens fangst afsættes med et klik. Den gammeldags fiskeauktion genoplives imidlertid over sommeren i flere af Vestkystens havnebyer, hvor turister og lokale kan byde på fisk til at tage med hjem til middagsbordet.
Fang selv
Vil man have frisk fisk, så kan man selvfølgelig bare fange den selv. Og det er der rig mulighed for. Er man søstærk, så kan man tage på dagstur på det legendariske Gule Rev i Nordsøen og pilke torsk, sej eller lange. Eller man kan fange sild, makrel eller hornfisk fra molen eller havnekanten. Der kan også fanges pighvar og andre fladfisk fra stranden. I flere af åerne, som løber ud i Vesterhavet, finder man nogle af de bedste steder at fange laks i Europa, der kan måle sig med elvene i Norge.