Aarhus byder på gastronomi og kultur

Foto: Visit Aarhus

Tag en miniferie i hyggelige Aarhus, og sug til dig af storbystemningen. Oplev museer af international kaliber samt urbane madmarkeder, og gå en tur ud til den nye bydel Aarhus Ø.

Aarhus er en by i rivende udvikling. Den nye bydel Aarhus Ø er skudt op på havnen, og Letbanen er netop åbnet. Du behøver med andre ord ikke hoppe på et fly for at opleve storbystemning i udlandet – du kan opleve det lige i hjertet af Jylland. Aarhus kan nemlig tilbyde både mad i Michelinklassen og moderne museumsoplevelser. Og så er alt inden for gå-afstand, så du kan nå at opleve det hele, selv om du kun er på ferie i tre-fire dage.

Michelinstjerner og streetfood
Særligt på madfronten er der sket rigtig meget i Aarhus. Inden for de seneste tre år er der blevet delt Michelinstjerner ud til fire af byens restauranter. Men det er ikke kun på Michelinniveau, Aarhus er helt fremme på madfronten. Byen har nemlig fået hele to madmarkeder, Aarhus Street Food samt Aarhus Central Food Market.

»Aarhus har de seneste fem år gennemgået lidt af en revolution, hvad angår madsteder og restauranter. De kvalitetsbevidste aarhusianere er blevet sultne efter mad fra alle verdenshjørner, ligesom man kender det fra storbyerne – på det ene gadehjørne ligger en økologisk salatbar og på det næste gadehjørne en mexicansk slowfood-restaurant,« fortæller  Aase V. Skov, direktør for Danish Design Restaurants.

International kunst og moderne arkæologi
Aarhus har ud over en blomstrende madscene også virkelig mange kulturelle oplevelser, der er helt i klasse med større europæiske storbyer. I 2014 åbnede det nye Moesgaard Museum, hvor man nu i topmoderne rammer kan opleve fortidens fund. Det trækker flere både danske og udenlandske turister til byen.

Den Gamle By har de seneste år udvidet med flere nye udstillinger, som den populære etageejendom med gennemført indretning fra 70erne og tidsrejsen gennem Aarhus ’Aarhus Fortæller’. I væksthusene i Botanisk Have kan du opleve fire klimazoner med smukke blomster og imponerende planter.

Hver fredag hele sommeren kan du få koncertoplevelser i Tivoli Friheden til Fed Fredag, hvor programmet for 2019 byder på nogle af Danmarks mest populæreste navne som bl.a. Hugo Helmig og D-A-D. Og Aarhus Teater præsenterer i foråret den international kendte forestilling Rocky Horror Show.

Kunstmuseet ARoS tiltrækker nogle af de største internationale kunstnere i deres udstillinger, og festivalen NorthSide byder i år på store navne som det amerikanske rockband Alice in Chains og indie folk bandet Bon Iver. Alt sammen noget, der gør Aarhus til en by, der er på højde med mange af Europas storbyer på oplevelsesfronten.

»Vi har haft besøg af en del udenlandske madjournalister, som kommer til Aarhus for at opleve ‘Københavns lillebror’ med egne øjne. Flere af journalisterne kan genkende mad fra deres eget hjemland – f.eks. fish ’n’ chips og belgiske vafler – men tilberedt med et nordisk præg, og det synes de, er sjovt at se og smage på,« fortæller Aase V. Skov.

Tag ud til Aarhus Ø
Er du i Aarhus i mere end et par dage, så tag også ud til den nye bydel Aarhus Ø. Her skyder ny og moderne arkitektur op og blander sig med byens eksisterende arkitektur og miljøer. Det karakteristiske byggeri Isbjerget er allerede blevet et ikon ved indsejlingen til Aarhus.

»Det nye område Aarhus Ø – med alle de nye, flotte bygninger og store åbne pladser ud til havnebassinet – er med til at give Aarhus kant på den fede, urbane måde. Men samtidig er Aarhus jo også bare kanonhyggelig på den der ‘verdens-mindste-storby’-agtige måde, og det er nok kombinationen af de to, jeg så godt kan lide ved Aarhus,« fortæller Aase V. Skov.