Fyn har hele 1.200 km cykelsti rundt på hele øen, og det gør den til et paradis for folk, der elsker cykelferier. Turister strømmer til fra hele verden for at hoppe på jernhesten i det gode cykelterræn – og for at besøge Odense, som med sin 1.000-årige historie og mange byfornyelsesplaner er et spændende miks af gammelt og nyt.
Men der er også masser at opleve på Fyn, når man som dansker er turist i eget land. Og på en cykel kan man nå at se meget af den smukke ø i smørhullet af Danmark på blot nogle dage – eller en uge. Naturen veksler mellem flade strækninger helt tæt på kysten og bakkede landeveje, der bugter sig mellem marker, skove, idylliske landsbyer og købstæder. Fordelt med rund hånd på øen finder du hele 123 herregårde og slotte. Så uanset hvilken rute du vælger, vil turen føre dig gennem små landsbyer og forbi bløde bakker og grønne enge, og netop som man er kørt rundt i et sving, så ligger den der: en storslået bygning fra en svunden tid med svungne smedejernslåger eller statslige alleer, hvor bygningen kan anes for enden.
»Det gode ved at være på cykelferie – særligt på Fyn – er, at du kan sanse naturen på en helt anden måde, end når du er i bil. Du tage dig et hvil, lige når det passer dig, og der er masser af hyggelige vejsalg med friskplukkede bær og andet godt på cykelruterne rundt på Fyn. Når du er træt i benene, kan du bare stoppe ved et hotel i de hyggelige købstæder på vejen og fortsætte ruten igen næste dag. Det giver altså frihedsfølelse selv at kunne bestemme tempoet, og det er jo lige det, man har brug for i sin sommerferie,« siger Sandra Schneider Neelmeyer, der er market communication manager hos Destination Fyn.