Besøg værkstederne i kunstens by
I selve Lønstrup by, der også er kendt som kunstens by, kan I besøge de mange kunsthåndværkere og kunstnere, der bor og arbejder i byen. Byen emmer af kreativitet og charme, og her er det oplagt at spadserer rundt mellem de gamle huse og gårde, hvor kunsthåndværkerne holder til. Her inviteres man helt tæt på arbejdet i de levende gallerier og arbejdende værksteder, hvor man kan se, hvordan keramik, glas, smykker og kunst bliver lavet og få en snak med kunstnerne bag. Når Lønstrup er blevet samlingspunkt for kunstnere og kreative sjæle, skyldes det ikke mindst det særlige lys, der findes i toppen af Danmark. Det er det samme lys, der i sin tid inspirerede de berømte Skagensmalere, og som nok skal opleves, før man forstår dens magiske påvirkning på sind og kreativitet.
Surf og sjov i Løkken
Godt 15 km syd for Lønstrup ligger Løkken, hvor der for børn og aktive sjæle nok er mere gang i den. Byen er kendt for sin fine badestrand og fiskerbådene på stranden, og gennem generationer er gæster kommet til Løkken for at opleve havet, klitterne og den hyggelige by, hvor sandstrandet strør sig i gaderne. Her er der mulighed for at kaste sig over en lang række sportsaktiviteter, nyde livet på stranden eller bare tage den med ro i det afslappede surfermiljø. Det er oplagt at prøve kræfter med netop surfing, der de seneste år har trukket flere og flere folk til Løkken.