©  Foto:

Uldum Kær

En helt særlig naturoplevelse venter i dette store fredede vådområde, der gennemstrømmes af Gudenåen. Området er tilgængeliggjort med gode faciliteter for besøgende, så du har de optimale rammer for at beskue den unikke natur.

Danmarks største kærområde

Uldum Kær er et 1200 ha stort sammenhængende kærområde mellem Tørring og Uldum, som gennemstrømmes af Gudenåen. De store engarealer giver anledning til et særligt bevaringsværdigt plante- og dyreliv.

 

Gode faciliteter for besøgende

Med respekt for naturen har man tilgængeliggjort Uldum Kær for besøgende. Således er der lavet skiltede stiforbindelser og træbroer gennem særligt våde dele af kæret.  Det er muligt at komme omkring alle hjørner af kæret via veje og stier.

Infotavler fortæller om området og dets historie. Der er fugletårne, hvorfra det er muligt at observere det store antal fuglearter, der holder til i Uldum Kær eller måske bare nyde udsigten over det flade moselandskab.  

Der er mulighed for at overnatte i det fri i den opstillede shelter. Shelteren finder du ved parkeringspladsen på Kærvejen, hvor der også er fugletårn og toiletfaciliteter.

 

En del af Gudenåen

Den sydligste del af Danmarks eneste flod er kendetegnet ved store engområder, hvoraf Uldum Kær er klart det største. Fra Gudenåens udspring til Uldum Kær er der lavet en smuk skiltet vandrerute på 20 kilometer, hvor du kan beskue den smukke og særprægede natur, som præger dette område.

Se Gudenåstien og ruter rundt i kærområdet på Kystlandets digitale kort (Google Maps).

Når du besøger Uldum Kær, vil du desuden ofte se kanofarende sejle forbi på deres vej mod nord.

 

Spændende kulturhistorie

Uldum Kær var oprindeligt en stor sø, men gennem århundreder har gradvis tilgroning skabt de moseområder med tyk tørvbevoksning, som kendetegner området i dag.

I moselandskab findes ofte velbevarede fund af knogler og menneskeskabte materialer fra oldtiden og Uldum Kær er ingen undtagelse. Her er der fundet redskaber og spor efter bosættelser fra både sten-, jern- og bronzealderen.  

I det 20. århundrede blev området brugt til intensiv tørvgravning. Særligt under de to verdenskrige udgjorde tørv fra de danske moser hovedparten af Danmarks brændselsforsyning. Tørvgravningen har sat sit tydelige præg på Uldum Kær, der fremstår som en mosaik af vandfyldte grave.

 

Lær mere om Uldum Kærs historie

Uldum Kær ligger ganske tæt på landsbyen Uldum, hvor man kan besøge Uldum Mølle Museum. Hos museet kan du se en udstilling om kærområdet. Lær mere om stedets historie, bliv klogere på dyrelivet og se en række spændende arkæologiske fund. Udstillingens hovedattraktion er uden tvivl Uldumpigen – et moselig fra jernalderen på cirka 10-11 år.  

Det er oplagt at kombinere en tur i Uldum Kær med et museumsbesøg. En skiltet sti fører fra kæret og ind til byen.

 

Er du interesseret i flere naturoplevelser?

Find inspiration til flere naturoplevelser i Kystlandet