I Danmark kan du som udgangspunkt altid campere i din autocamper på landets campingpladser, hvoraf mange har indrettet særlige faciliteter til autocampere. Du må endvidere køre ind på en rasteplads for at hvile dig, men du må ikke slå telt, fortelt eller lignende op, da det så bliver opfattet som camping. Flere rastepladser har også faciliteter, så du kan tømme spildevand og få påfyldt vand. Medmindre lokale politivedtægter forbyder andet, må du også køre ind på offentlige parkeringspladser for at parkere og hvile. Hvis det er forbudt, vil det fremgå af skiltningen ved pladsen.