The Danish Zen digital Billboard

Ny kampagne om danskernes evne til at sige pyt

18.1.2024
Foto: Clear Channel

Danskerne har en tilbagelænet tilgang til livet. Vores evne til at sige pyt og lade tingene passere bliver nu markedsført som The Danish Zen og som en god grund til at holde ferie i Danmark. Den nye brandingkampagne lanceres først i Tyskland og Nederlandene, siden følger Norge og Sverige.

Danskerne er kendt for ikke at tage så tungt på tingene og for at have en tilbagelænet tilgang til livet. 

Vi har et særligt mindset, og vores måde at leve på og at sige pyt til mange bekymringer og irritationsmomenter gør os i stand til at værdsætte de små glæder i tilværelsen som fx de unikke oplevelser, som Danmark har så mange af. Faktisk er en af Danmarks største attraktioner netop danskerne selv og vores evne til at tage tingene, som de kommer og ikke lade stress og bekymringer tage over. 

I en ny kampagne, der skal markedsføre ferie i Danmark, bliver der nu sat navn på det særlige danske mindset: Den danske Zen eller The Danish Zen. Kampagnen er VisitDenmarks tværnationale brandingkampagne i 2024, og den henvender sig til de turister, der går efter en rejseoplevelse fyldt med lokale, autentiske oplevelser og en let tilgang til livet.

I kampagnen er Zen stavet med omvendt z, for The Danish Zen handler ikke om at befinde sig i en rolig, meditativ tilstand. Tværtimod - er man i dansk zen er man aktiv og udadvendt og parat til nye oplevelser. Og klar til ikke at tage tingene så højtideligt.

”Med kampagnen vil vi fortælle, at danskerne har et særligt tilbagelænet mindset. Her ser vi verden med andre øjne og åbner derfor op for oplevelser, man ellers nemt kan overse. The Danish Zen er samtidig en måde at være sammen på, og det kan man opleve, hvis man rejser til Danmark. Der findes faktisk ingen bedre måde at opleve Danish Zen på end sammen med os danskere,” siger Erik Mortensen, der er chef for international branding og markedsføring i VisitDenmark. 

The Danish Zen kampagnen

Den nye kampagne kører bl.a. på tv og sociale medier i Tyskland, Nederlandene, Sverige og Norge, men kampagnen er meget anderledes end de klassiske rejsekampagner, netop fordi det er den danske mentalitet, der er det vigtigste argument for at rejse til Danmark. 

Kampagnevideoen er produceret i en fortællestil, som man kender fra fx influencer marketing og TikTok, og hele fortællingen er bygget op om en række digitale billboards, som er opsat i byrummet i hhv. Stockholm, Hamborg, Amsterdam og Oslo.

Deres budskab er, at en række arketyper ”need to chill”. I Sverige er udsagnet ”Stockholm hipsters need to chill”, og i Tyskland er det det folk, der taler højt i mobil i det offentlige rum og folk på el-løbehjul, der ”need to chill”. 

”Disse budskaber er vores anledning til at tale om Danish Zen. Vi har valgt en række udsagn, der på en kærlig, drilsk facon rammer ned i de ting, man taler om som en smule opkørte i de pågældende byer. Det vækker opmærksomhed, og vores opfordring er så, at man skal rejse til Danmark for at opleve The Danish Zen, lære at sige pyt og leve mere i nuet, siger Erik Mortensen.

Drilsk kampagne

Den nye kampagner ligger i forlængelse af sidste års kampagne, hvor budskabet var, at turisterne kunne undgå det meget turistede ved i stedet at være en ”explorist”, der går efter små unikke og autentiske oplevelser. Budskabet er det samme i Zen kampagnen, men nu med vinklen, at danskerne er mestre i at fokusere på det uformelle, det sjove og de overraskende oplevelser. 

”Selve kampagnefilmen er produceret med et glimt i øjet som en drilsk, kærlig provokation med et smil på læben og bliver helt overordnet set udfoldet i et humoristisk, legende univers. Det er en genre, vi har valgt for at formidlingen skal understøtte danskernes tilbagelænede tilgang til livet. 

Herefter følger der mere klassiske kampagneelementer på de fire markeder, som vi forventer vil få endnu mere gennemslagskraft, når de ligger i forlængelse af den drillende indledende del af kampagnen. Så vi har i år skabt en kampagne, der både går nye veje og har fokus på det velafprøvede," siger Erik Mortensen.

Se video fra The Danish Zen kampagne

Danish Zen screen dump 3
Foto: &Co. / NoA

Kort om kampagnen  

Kampagnen lanceres den 22. januar i Tyskland og Nederlandene, og herefter i Norge og Sverige i marts med indsatser på tv, sociale medier og outdoor. 

Kampagnen er produceret i den visuelle retning, som ligger i Danmarksbrandet ”The Land of Everyday Wonder” og ligger i forlængelse af sidste års brandingkampagne, der lancerede begrebet en ”explorist” som betegnelse for de turister, der hellere vil opleve det unikke og autentiske end store turistmagneter, hvor man er i kø med alle de andre turister.

Videoen er instrueret af den prisvendende instruktør Tore Frandsen. Produktionsselskabet er New-Land, og det kreative bureau bag kampagnen er &Co. 

Se TV-reklamer fra kampagnen The Danish Zen

The Danish Zen - kampagne i Nederlandene
Foto: Rasmus Heise
The Danish Zen - svensk kampagne
Foto: Destination Fyn
The Danish Zen - Tyslandskampagne
Foto: LABAN Stories
Danish Zen
Foto: FERN