Adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark

Danmark har brug for turismen

6.1.2023
Foto: Robin Skjoldborg

Af adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark

Nu har Danmark fået en ny regering. Stort tillykke med det. 

Vi er meget spændt på se, hvordan turismen kommer i spil de kommende år. Turismen er i den grad en branche, der skaber både samfundsmæssig og erhvervsmæssig værdi for Danmark. I 2019 blev der skabt en omsætning på hele 139,2 mia. kroner og 56,6 mia. i skatter og afgifter.

Danmark har brug for turismen. Så det er vigtigt, at der hele tiden er økonomiske midler nok til understøtte turismen. 

Danmark er udfordret af et begrænset kendskab som turismeland. For at tiltrække internationale turister er der brug for, at turisterne kender Danmark og ved, hvad Danmark og destinationerne har at byde på turistmæssigt. Derfor investerer VisitDenmark statens markedsføringsmidler i en langsigtet indsats, som opbygger Danmarks internationale turismebrand. 

Takket være ekstra coronamidler fra regeringen, har VisitDenmark kunnet skrue op for markedsføringen på nærmarkederne i det forgangne år. Her har vi bl.a. har set Tyskland og Holland vækste vildt. 2022 tegner samlet set til at blive et rekordår og slå 2019.

Det er glædeligt at se. 

Men når vi kigger ind i 2023 er der stor usikkerhed om, hvordan turismen udvikler sig. Krig i Ukraine, energikrise og den højeste inflation og laveste forbrugertillid i Europa i mere end 20 år vil komme til at ramme turismen både i forhold til rejser, forbrug og bookingadfærd. Men konsekvensen vil under alle omstændigheder være en skærpet konkurrence om de turister, der er tilbage i markedet.

2022 var også året, hvor vi fik en national strategi for bæredygtig turisme. Hvor vi hidtil har skullet koncentrere os om den økonomisk bundlinje, vækst og overnatninger, er der nu også sat mål på den sociale og miljømæssige område.

I forhold til den sociale dimension er det glædeligt, at VisitDenmarks nye analyse ”Turismen og lokalbefolkningen” viser, at 79 pct. af danskerne mener, at turismen har flere positive end negative effekter for Danmark. 

Der er en bred anerkendelse af, at turismen bidrager til udvikling,  økonomi, handelsliv, beskæftigelse, spisesteder og kulturtilbud, som ikke ville være levedygtige uden turister.

På den grønne dimension er målene bl.a., at Danmark i 2030 bliver vurderet som Nordeuropas mest miljøvenlige rejsemål. Lige nu ligger vi efter Sverige og Norge. Endvidere skal branchen bidrage til målet om 70 pct. reduktion af CO2 i 2030. 

Der er etableret et spændende partnerskab mellem VisitDenmark, Dansk Kyst- og Natur, Dansk Storbyturisme og MeetDenmark, der skal være med til at katalysere den grønne omstilling i branchen. For at den grønne omstilling skal lykkes, kræves der et tæt og godt samarbejde mellem offentlige og private aktører, og med dannelsen af de nye destinationsselskaber har vi et yderligere godt fundament for, at det vil lykkes. 


Indlægget har været i Stand By.